Nele Lea Karoline Fyrsten, nyuddannet multimediedesigner fra EASV Sønderborg, har modtaget Fanebærerprisen 2025 fra HK Sydjylland.
Nele begyndte uddannelsen tre måneder senere end resten af holdet – men viste hurtigt både overblik og ambition. Hun hentede ikke bare det faglige ind, men leverede toppræstationer hele vejen gennem forløbet. Hendes evner og nysgerrighed førte hende i praktik hos en international koncern, og i dag er hun ansat i den lokale IT-virksomhed, hvor hun tidligere havde studiejob.
Af indstillingen fremgår det, at Nele sideløbende har været en vellidt og samlende figur i studiemiljøet og har bidraget til et stærkt fællesskab på holdet.
Fanebærerprisen gives til studerende, der både fagligt og menneskeligt gør en forskel. Med prisen følger et legat på 4.000 kroner og en Kay Bojesen-fanebærerfigur som symbol på indsatsen.
