HK Stat Sydjylland afholdt 4. marts sin årlige generalforsamling, hvor knap 100 medlemmer var samlet for at gøre status over året, drøfte fremtidige udfordringer og vælge bestyrelsesmedlemmer til de ledige poster.
På generalforsamlingen blev næstformand Kim Hartwich og Karina Vilstrup genvalgt til bestyrelsen, mens Helle Utoft Majholm og Jane Meng blev valgt som nye medlemmer. Som suppleanter blev Lone Petersen og Karsten Kistrup valgt.
Formand Annette Godsvig Laursen benyttede lejligheden til at sætte fokus på de massive besparelser i staten, som er varslet fra politisk side. I sin beretning understregede hun, at presset på de administrative medarbejdere er steget markant:
”Regeringen har varslet en besparelse på 1000 årsværk på administration i staten. En besparelse, der lander oven i alle de andre besparelser og forandringer, der kontinuerligt finder sted. Finansministeren har lovet, at det skal ske ved opgavebortfald og uden, at det skaber mere travlhed for embedsværket. Det vil jeg nu se, før jeg tror det,” sagde formanden.
Hun fortsatte:
”Partier udenfor regeringen har forsøgt at overgå med endnu vildere bud på, hvor mange administrative medarbejdere, de tror, de kan undvære. Deres udmeldinger afslører, hvor lidt de egentlig ved om de administrative medarbejderes vigtighed i statens store maskineri.”
Generalforsamlingen viste stor opbakning til bestyrelsens arbejde og en fortsat kamp for bedre vilkår for de statslige ansatte HK’ere.