Haderslev vært for grænseoverskridende jazzsamarbejde – Kickoff og workshop


(Region Sønderjylland-Schleswig):

Jazzens forskellige toner vil danne rammen om et nyt og spændende projekt, som forener kultur, passion og samarbejde på tværs af grænsen i Region Syddanmark og Schleswig-Holstein.

”Jazz over Grænsen” er et initiativ, der søger at skabe et grænseoverskridende jazz-samarbejde og udforske, hvordan jazzgenren kan løftes i regionen, og hvordan den rige arv af jazz kan videreføres til
kommende generationer.

Husk at tilmelde dig


Jazz over Grænsen Kickoff event og workshop bliver afholdt den 30. november i kulturhuset SG25 i
Haderslev fra kl. 15.15-20.15
, og markerer begyndelsen på dette inspirerende samarbejde.

Overskridelse af grænser er temaet, jazz er det universelle sprog, og fællesskabet er nøglen. Deltagerne kan desuden opleve Peter Vuust, Danmarks førende ekspert indenfor musik og hjernen.


”Jazz over Grænsen” er ikke blot endnu et musikalsk projekt – det er en bevægelse, der søger at forene kulturer og generationer gennem musikken. Workshoppen bliver en brobygger, der skal forme idegrundlaget for et jazzprojekt, som strækker sig langt ud over geografiske grænser.


“Jazz er et universelt sprog, der forbinder os på tværs af grænser. – Vi tror på, at gode venner spiller bedre sammen og at nysgerrighed på hinandens musikalske sprog og udtryk kan berige vores kulturer,” udtaler Jesper Ry fra Haderslev Musikskole og fortsætter: ”Den hyperdynamiske tidsalder, vi lever i, afspejles i den improvisatoriske natur af jazzmusikken, og netop denne agilitet kræver en følsomhed fra musikerne. Det er en mulighed for at dykke ned i hinandens musikalske sprog og udtryk og skabe nye bånd baseret på fælles passion.”
Samarbejdet skal udforske musikalske bølgelængder og skabe harmoni på tværs af grænser.


På dagen skal deltagerne i fællesskab definere de projekter, der vil blive ansøgt om midler til via Interregs Borgerprojektfond, og der fokuseres på musikere, spillesteder, børn og unge, frivillige i musikmiljøet, samt musikundervisere og -formidlere.

Deltagelse er gratis, og foruden en unik mulighed for at være med til at forme fremtidens jazzscene, vil
workshoppen byde på inspirerende foredrag, livlig jazzmusik, velsmagende mad og mulighed for grænseløs networking.


“Smilet er måske den korteste vej mellem to mennesker, men jazzen er den dejligste vej mellem flere mennesker,” smiler Claudia Koch fra Kulturstiftung Schleswig-Flensburg, og håber at workshoppen kan blive startskuddet til et længerevarende samarbejde på tværs af grænser, kulturer og aldersgrupper.


”Jazz over Grænsen” er bare det første skridt mod en spændende rejse ind i et grænseoverskridende jazzlandskab. Projektet er et bredt samarbejde mellem Interreg Deutschland-Danmark, Region Sønderjylland-Schleswig, Haderslev Kommune, Kulturstiftung des Kreises Schleswig-Flensburg, UC Syd, Kulturhuset SG25 samt Haderslev Musikskole.


Alle interesserede musikformidlere, musikere, spillesteder og arrangører inviteres til senest
d. 23/11 at tilmelde sig den gratis workshop på kulturregion@region.dk.

Kilde: UC Syd