Haderslev Kommune: Unge er blevet mere snusfornuftige

350 borgere i Haderslev Kommune har i 2022 fået hjælp til at komme ud af deres nikotinafhængig. Særlig indsats blandt helt unge ser ud til at give pote.

Det påvirker både pengepung og sundheden, når man begynder at ryge eller tage snus. Alligevel er der en del unge, der begynder på nikotinprodukter, og det har i 2022 fået en særlig opmærksomhed fra Haderslev Kommunes rygestopkonsulenter. 

”Vi har igennem de sidste par år været i tæt dialog med elevråd og ledelse på grundskoler og ungdomsuddannelse, og det ser ud til at give pote. For mange unge vil rigtig gerne stoppe med at ryge eller tage snus, men de er i tvivl om, hvordan de skal få hjælp, og derfor er vi i dag meget mere opsøgende på ungdomsuddannelserne og blandt de ældste elever i grundskolen”, siger Lone Ravn, næstformand iSenior og Sundhedsudvalget 

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra februar 2022 viser, at 53% af alle unge mellem 15 og 24 år bruger røgfrie nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvist. I december 2022 udsendte Sundhedsstyrelsen data, der viser, at 30,4% af de 15-17 årige i Danmark bruger en eller anden form for tobaks- eller nikotinprodukter.

”Det er nyt for os, at mange unge mennesker nu søger hjælp til at komme ud af deres nikotinafhængighed, og det er rigtig positivt, at de kontakter os for at få hjælp. Det gør det nok lidt nemmere, at vi nu er synlige på uddannelsesinstitutionerne, hvor vi oplever, at især snus er et stigende problem”, siger Allan Emiliussen, formand for Senior- og Sundhedsudvalget

350 borgere i kommunen har i 2022 søgt hjælp til at komme ud af deres nikotinafhængighed, og heriblandt er de 50 personer helt unge mennesker, der går i folkeskole eller på en ungdomsuddannelse. 

”På ungdomsuddannelserne møder vi unge, der tager op mod en bøtte snus om dagen og som i virkeligheden meget gerne vil stoppe, fordi det går ud over både sundhed og økonomi. De får nogle redskaber til, hvad de skal gøre, når trangen til at ryge eller snuse opstår, og vi oplever, at det er en stor lettelse for dem, at det lykkedes dem at komme af med nikotinen”, siger Janni Fovsing Mikkelsen, afdelingsleder for Sundhedssamarbejde og Forebyggelse i Haderslev Kommune.

Tilbage i 2019 besluttede politikerne i Haderslev Kommune, at området omkring nikotinafhængighed skulle prioriteres højt, og at borgere i kommunen, der søger hjælp til at komme ud af deres nikotinafhængighed skal tilbydes gratis hjælp. 

Siden 2019 er samarbejdet omkring Røgfri Fremtid 2030 blevet intensiveret, hvor aftaler omkring bl.a. Røgfri Arbejdstid for medarbejdere ansat ved Haderslev Kommune, Røgfri Skoletid og Røgfrie Ungdomsuddannelser er kommet til. Samtidig er samarbejdet med både sygehusene i området og de praktiserende læger i kommunen blevet styrket. 

Har du lyst til at høre mere om mulighederne for hjælp til at komme ud af din nikotinafhængighed så kontakt os på  sundhedssamarbejdeogforebyggelse@haderslev.dk eller telefon 40 22 74 03 eller læs mere på haderslev.dk

Kilde: Haderslev Kommune