Nattens snefygning kan fortsat give udfordringer i Haderslev Kommune, særligt på de mindre veje i det åbne land.
– Vores mandskab har været ude at køre hele natten for at holde de store veje farbare. Vi fortsætter arbejdet i dag på både mindre og større veje og stier. Fremkommeligheden bliver gradvist bedre i løbet af formiddagen, efterhånden som vinden aftager, lyder det fra Haderslev Kommune.
DMI varsler risiko for snefygning frem til kl. 11.00 i dag, og der kan derfor stadig være glatte strækninger og perioder med nedsat sigtbarhed.
Snefygningen ventes at aftage senere på dagen.
I Kelstrup stod vandet højt, men vejen blev holdt åben.
Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man kører efter forholdene og holder sig orienteret om vejr og trafik.
– Vi anbefaler altid, at man følger myndighedernes råd, når man kører ud.
