– Vi har underskrevet en købsaftale på den gamle Hertug Hans Skole, lyder det fra Haderslev Kommune. De ældste af bygningerne er fra 1907 og rummer masser af Haderslevs Historie.
Den gamle Hertug Hans Skole er solgt til CJ A/S, der vil omdanne skolen til herskabelige lejligheder. I alt bliver der mellem 40 og 50 boliger.
Omdannelsen til lejligheder skal ske med respekt for historien og ved at bevare kvaliteterne i bygningerne. CJ A/S har budt ind med et projekt, hvor skolen igen skal være omdrejningspunkt for lokalsamfundet og invitere til fællesskaber. De regner med at kunne gå i gang med byggeriet i sommeren 2027. Nu skal der først laves lokalplan for området, gives byggetilladelse osv.
Aftalen blev mandag den 17. februar underskrevet af Lars Martens Clausen, bestyrelsesformand i CJ A/S, Hans Jørgen Ebbesen, direktør i CJ A/S og borgmester Mads Skau.
STU låner lokalerne imens
Indtil byggeriet skal i gang står den ene bygning til rådighed for STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) med mulighed for forlængelse.
STU forventer at tage lokalerne i brug til skoleåret 25/26.
Kilde: Haderslev Kommune