Håndbold: TM Tønder har ansat Rasmus Thiemer-Jensen som ny assistentræner

Pressefotoi

Unikt samarbejde betyder, at ny assistenttræner med ligaerfaring både skal træne Tønder Kommunes elitehold og undervise elever på Det Blå Gymnasiums håndboldlinje i Tønder.


TM Tønder har skrevet kontrakt med en ny assistenttræner med massiv erfaring som både spiller, træner og talentudvikler. 36 årige Rasmus Thiemer-Jensen ansættes på en toårig aftale som assistenttræner hos TM Tønder.
– Der er tale om en meget spændende profil med mange kompetencer og stor erfaring som både spiller med ligaerfaring, træner og talentudvikler under blandt andet Dansk Håndbold. Vi forventer derfor, at Rasmus i samarbejde med det øvrige trænerteam kan bidrage til en videreudvikling af vores sportslige niveau, så vi kan opfylde vores sportslige målsætninger om blandt andet gode rammer for talentudvikling og om en stabil top-3 placering i 1. division og oprykning til ligaen på længere sigt, siger sportschef Steen Silberg Thomsen.
Rasmus Thiemer-Jensen har gennemført den mest kompetencegivende håndboldtræneruddannelse EHF Master Coach uddannelsen, der tilbydes trænere på eliteniveau. Han har spillet på både liganiveau og på u-landshold, og så har han tillige trænererfaring på liganiveau og erfaring med talentudvikling på højeste niveau, blandt andet under Dansk Håndbold.
– Ansættelsen taler direkte ind i TM Tønders strategi i forhold til vores sportslige målsætninger, vores ambition om talentudvikling og vores bidrag til en endnu mere interessant og spændende ungdomsuddannelse i Tønder kommune, så vi glæder os virkelig meget til samarbejdet med Rasmus,
lyder det fra sportschefen.

Strategisk samarbejde


TM Tønder og Det Blå Gymnasium i Tønder har en fælles målsætning om at indgå i et strategisk
samarbejde omkring håndbold på Tønder Elite Akademi, hvorfor den nye assistenttræner både skal
arbejde for TM Tønder og for Det Blå Gymnasium.
– Vi ønsker i samarbejde med Det Blå Gymnasium at bygge bro mellem et tilbud om endnu en attraktiv
ungdomsuddannelse i Tønder kommune og talentudvikling på højeste niveau.TM Tønder ønsker helt
generelt at bidrage til, at Tønder Kommune kan tilbyde attraktive ungdomsuddannelser. Gennem det
nye samarbejde kan en ungdomsuddannelse i Tønder kommune nu tilbyde unge talentfulde
håndboldspillere talentudvikling på et meget højt niveau og derigennem være med til både at fastholde kommunens unge og tiltrække unge udefra, fortæller Steen Silberg Thomsen.

På Det Blå Gymnasium skal Rasmus Thiemer-Jensen stå for udvikling og træning af skolens
håndboldelever, ligesom han får ansvaret for skolens talenttræningslørdage og bliver træner på skolens hold til DM for handelsskoler.