Grænsekontrol ved Frøslev: 10 kilo kokain fundet i lastbil

I alt 10 kilo kokain blev opdaget i en lastbil ved grænseovergangen Frøslev. Foto: Toldstyrelsen

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 31-årig, der tilbage i maj blev stoppet af Toldstyrelsen i et forsøg på at smugle 10 kilo kokain ind i Danmark via landegrænsen.

Ved en rutinemæssig stikprøvekontrol fandt toldere tilbage i foråret 10 kilo kokain ved den dansk-tyske grænse. Hændelsen fandt sted mandag eftermiddag d. 24. maj 2022 ved Frøslev Grænseovergang. Her blev en lastbil på vej fra Holland til Danmark med en 31-årig mand bag rattet taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Narkohunde markerede tydeligt

– Ved kontrollen fattede en tolder mistanke til køretøjet, der blev kørt til Toldstyrelsens undersøgelseshal nær grænsen. Her markerede en af styrelsens narkohunde tydeligt, at den havde færten af narkotika. Derefter blev køretøjet undersøgt grundigt, hvorefter de 10 kilo kokain blev fundet gemt i traileren, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Chaufføren blev efterfølgende anholdt af betjentene fra UKA Vest og sigtet for narkosmugling.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har nu rejst tiltale mod den 31-årige mand fra Holland. Han er tiltalt for at have overtrådt straffelovens § 191, hvor der er tale om indsmugling under særligt skærpende omstændigheder.

Den hollandske mand nægter sig skyldig. Retsmødet finder sted ved Retten i Esbjerg den 6. december.

Syd- og Sønderjyllands Politi har stor ros til Toldstyrelsens indsats.

– Vi har til daglig et rigtig godt og tæt samarbejde med Toldstyrelsen ved grænserne i forhold til indsatsen mod narkotika og andre illegale varer, hvor vi bl.a. er gode til at dele og arbejde sammen om efterretninger af fælles interesse og i den forbindelse trække på hver myndigheds særlige kompetencer. Dette er ikke en type beslag, vi ser hver dag, fremhæver politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra UKA Vest.

Kilde: Toldstyrelsen/Syd- og Sønderjyllands Politi