Gråsten: Den Kongelige Køkkenhave med flotte besøgstal for 2025

Arkivfoto - Den kongelige køkkenhave i Gråsten præsenterede sig særdeles farverigt og flot til lørdagens høstmarked. Fotos: Maj-Britt Petersen

Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot har haft 54.500 besøgende i 2025. Det er en fremgang på cirka 5.000 gæster, da haven i 2024 havde 49.000 gæster.

Det flotte besøgstal vidner om, at haven er et attraktivt udflugtsmål for både lokale borgere og turister fra ind- og udland. Sæsonen 2025 har også budt på flere nyheder, herunder udvidet åbningstid til og med efterårsferien, nye aktiviteter og produkter i både café og butik samt spændende projekter i haven.

  • Vi havde et ønske om at fastholde niveauet fra sidste år, så vi er rigtig godt tilfredse med, at vi ikke alene har fastholdt interessen, men også oplevet en stigning. Så vi er glade for, at vi fortsat formår at være relevante og attraktive for vores gæster. Vi ser frem til at byde endnu flere gæster velkommen i år, siger Pia Rasmussen, afdelingsleder i Væksthuset i Den Kgl. Køkkenhave.

Den Kongelige Køkkenhave drives af Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen. Haven byder på oplevelser for hele familien, fra blomstrende bede og historiske dyrkningsmetoder til café, butik og et væld af aktiviteter gennem hele sæsonen.

Ud over at være et populært turistmål er Den Kongelige Køkkenhave også et socialpsykiatrisk projekt, hvor borgere får mulighed for meningsfuldt arbejde i naturskønne omgivelser.

Se mere om den kongelige køkkenhave – KLIK HER