Gøglergade – ny ungdomsroman om en 15-årig dreng med alle de udfordringer unge møder

Andrias Andreasens nye roman er en velskrevet og satirisk ungdomsroman, der konstant overrasker med sine uventede hændelser og skæve eksistenser.

Forfatter Andrias Andreasen har skrevet en fiktiv fortælling om den 15-årige Johannes, hans familie, naboer og venner på Gøglergade og i gadens røde boligblokke.

Det er sommerferie, og det eneste Johannes ønsker, er at drive den af foran computeren indtil ferien slutter. Mod al forventning får han ingen fred. I stedet tårner en lavine af problemer sig op, og de implicerer en racistisk og kolerisk stedfar; porno og rensning af computere; nye naboer med rødder i Afghanistan; intime fotos delt på de sociale medier; et ydmygende overfald; en far, der har set sig gal på sit jobcenter; og en lille pige, der pludselig forsvinder. Og hvad foregår der egentlig i boligblokkens kælder? Romanen overrasker med et twist, der gør slutningen tankevækkende og hårrejsende. 

Havde DU en dårlig sommer? Johannes topper den med garanti.

Gøglergade er en modig og velfortalt fiktion indenfor Young Adult genren, og da Andrias Andreasen (i satirisk øjemed) har skruet helt op for sine karakterers brutale, racistiske og kulørte sprogbrug, er den oplagt som udgangspunkt for en debat om censur af fiktion.


Andrias Andreasen (f. 1977) debuterede med den psykologiske thriller Lurian (2017). Siden har han fået publiceret noveller i en række antologier til både børn og voksne.

Gøglergade bliver udgivet af Forlaget Syd – udgivelsesdatoen er den 08. november 2021.  

Der er mulighed for at få signeret bogen hos Bog & Ide Sønderborg den 24. november.