SONFOR er nu klar med priser for 2024. Priserne blev besluttet på forsyningens seneste bestyrelsesmøde, og skal nu vinkes igennem i byrådet, før de bliver offentliggjort på selskabets hjemmeside.
I 2024 fastholdes priserne for affaldshåndtering, genbrug og fjernvarme på samme niveau som i
2023, mens kunderne vil opleve en stigning i den samlede pris for spildevand og en mindre
prisregulering på det faste vandgebyr.
Taksten stiger på den variable spildevandsafgift, hvilket er den takst, som du betaler for hver liter
spildevand, som du sender afsted fra dit hjem. Denne stigning udgør 3,05 kr. per m³, hvilket
betyder, at prisen stiger fra 43,1 kr. per m³ til 46,05 kr. per m³ eks. moms. Samtidigt bliver der
indført et fast bidrag på spildevand på 450 kr. eks. moms årligt.
Den variable udgift per m³ vand forbliver uændret, mens den faste afgift for drikkevand stiger 57
kr. årligt, fra 580 kr. til 637 kr. eks. moms. Stigningen på det faste bidrag er en såkaldt
pristalsregulering i vandbranchen, som skyldes primært inflation og stigende priser på el.
I slutningen af december bliver alle takster tilgængelige på SONFORs hjemmeside, når de er blevet
vinket igennem i byrådet d. 20. december.
Investeringer på spildevandsområdet
SONFOR ser ind i en fremtid på spildevandsforsyningen, hvor der er brug for flere midler til både
driften af kloaknettet og renseanlæg, og til investeringer i både klimasikring og en ny
rensestruktur, som kan leve op til højere miljø- og klimaambitioner.
– For at udvise rettidig omhu i forhold til de investeringer, som vi står overfor på spildevandsområdet,
foretager vi en nødvendig takststigning i 2024, udtaler Tom Hartvig, næstformand ved SONFOR, og supplerer: – Vi gør en stor dyd ud af at forvalte kundernes penge på den mest ansvarlige måde. Vi hæver
taksterne nu, så de kommende forbrugere ikke skal betale vores miljømæssige og økonomiske regning.
Økonomisk ramme for takster
Da SONFOR er underlagt Vandsektorloven, bliver der hvert år fastsat takstramme for selskabet fra
nationale myndigheder. Denne takstramme er en økonomisk regulering af, hvor meget SONFOR
maksimalt må opkræve i takster hos deres kunder. Rammen sættes ud fra, hvad det er forventeligt,
at selskabet skal bruge af indkomst for at kunne drifte og udvikle spildevandforsyningen
forsvarligt. Historisk har SONFOR valgt at køre med lavere takster end takstrammen, men det er
nødvendigt, at ændre nu.
– Vi har en række gamle og nedslidte renseanlæg i Sønderborg Kommune, der skal erstattes af en ny
rensestruktur, der kan bidrage positivt til vores område, ikke mindst vandmiljøet. Det betyder store
investeringer i såvel renseanlæg, kloaknet og nye renseteknologier som vores nuværende takster ikke
kan rumme. Derfor har bestyrelsen truffet beslutning om at følge den anbefalede takstramme, så vi
sikrer en sund økonomisk balance, høj miljøkvalitet og en fremtidssikring af vores havmiljø, siger
Ellen Trane Nørby, bestyrelsesformand ved SONFOR.
Indførelse af fast gebyr på spildevand
Hidtil har kunder hos SONFOR kun betalt en variable pris for deres forbrug af spildevand. Nu
indføres et fast gebyr, som alle husstande skal betale, ligesom de allerede betaler faste gebyrer
både på vand- og affaldsområdet.
– Et fast gebyr giver mening, fordi der er udgifter på spildevandsområdet, som vi alle er fælles om ved
at bo her, uanset hvor meget vand, vi forbruger. Det er som eksempel krav til klimasikring på
renseanlæggene og indsatser for at passe på havmiljøet, forklarer Christian Udby, direktør ved
SONFOR.
FAKTA OM SONFOR
• SONFOR er et multiforsyningsselskab med både drikkevand, spildevand, affald og genbrug,
samt fjernvarme.
• Som forsyningsselskab skal SONFORs selskabets udgifter og indtægter hvile i sig selv.
• Da SONFOR ikke arbejder for at skabe et økonomisk overskud, indkræves der hvert år de
nødvendige takster til dække driftsomkostninger og udvikling af forsyningen.
• SONFOR er underlagt Vandsektorloven, og den maksimale takstramme for spildevand og
vand reguleres derfor på nationalt plan.
Kilde: SONFOR
