Fiskeristyrelsen: Flest sild ramte kølediskene i årets første måned – 2.515 tons

I jasnuar måned 2024 blev der landet 2.515 tons sild fanget i Danmark. Det melder Fiskeristyrelsen ud.

Mere end fem gange så mange sild som torsk ramte kølediskene i januar måned

Mængden af sild, der blev fanget til spisefisk, lå på 2.515 tons. Dermed placerer silden sig på en førsteplads, når det kommer til, hvilken spisefisk der i Danmark blev fanget flest af i januar måned.

På andenpladsen finder vi torsken, hvor der blev landet 442 tons, mens tredjepladsen indtages af hovedrollen i ’moules frites’, nemlig blåmuslingen, som landede på 356 tons.

På fjerdepladsen ligger den – i danske munde – knap så velkendte kuller med 293 tons. Nederst, på femtepladsen, finder vi til gengæld en velkendt gæst på de danske spiseborde, nemlig rødspætten, hvor der blev landet 200 tons i de danske havne.

Sammenligner vi med tallene for hele 2023, finder vi den samme fisk på førstepladsen, nemlig silden. I 2023 blev der fanget 50.695 tons sild. Til gengæld ser det en smule anderledes ud på de resterende fire pladser. Her placerer jomfruhummeren sig nemlig i top fem i 2023, mens de resterende tre pladser er gengangere, dog med andre placeringer på listen.

Kilde: Fiskeristyrelsen