Maskinforretningen Underbjerg i Hellevad er netop kåret som Årets Virksomhed 2025.
Under Aabenraa Erhvervsforenings generalforsamling her til aften, tirsdag den 24. februar, fik familievirksomheden Underbjerg overrakt prisen som Årets virksomhed i Aabenraa kommune i 2025.
– Vi er meget beæret, og utrolig glade for, at nogen har tænkt på vores virksomhed. Det betyder rigtig meget for os, siger Einer og Ellen Underbjerg samstemmigt.
Ifølge indstillingerne til prisen er det særligt kombinationen af forretningsmæssig udvikling og ansvarlighed, der gør Underbjerg til en værdig vinder.
Formand for Aabenraa Erhvervsforening, John Christensen, uddyber begrundelsen:
– Når man ser på Underbjerg, ser man ikke bare en succesfuld virksomhed – man ser en familie, der har valgt at investere i både mennesker og lokalsamfund. De gør en reel forskel, og det fortjener anerkendelse.
De øvrige nominerede til prisen var Lyng Entreprenør og anlægsgartner samt RV Unique.
En lokalt forankret virksomhed, der investerer i medarbejdere og lokalsamfund
Underbjerg er en familieejet maskin- og handelsvirksomhed med speciale i salg og service af Fendt-traktorer, reservedele og værkstedsydelser til landbruget. Virksomheden har gennem 30 år udviklet sig fra et mindre værksted til en solid virksomhed med mere end 60 medarbejdere og aktiviteter i både Danmark og Tyskland.
Virksomheden drives i dag af flere generationer i fællesskab og grundlægger Einer Underbjerg deler i dag direktøransvaret med sin datter Hanne, mens de to sønner, Flemming og Lasse, og svigersønnen Kenneth, indgår i ledelsen af maskinforretningen. Ellen Underbjerg og de to svigerdøtre, Vivi og Pernille er også en del af dagligdagen i virksomheden.
Virksomheden er kendt for en stærk personalepolitik og for at tage et stort socialt ansvar over for sine medarbejdere.
Samtidig spiller familien Underbjerg en aktiv rolle i lokalsamfundet. De investerer i området og står bl.a. bag den lokale købmand og Hellevad Vandmølle, ligesom de støtter lokale initiativer gennem sponsorater, som fx små køretøjer til den lokale børnehave.
Modtager speciallavet skulptur af lokal kunstner
Udover anerkendelsen modtog Underbjerg en specialdesignet skulptur, skabt af den lokale billedhugger og kunstner Hans Lembrecht Madsen.

Overrasket i al hemmelighed
Selvom prisen officielt blev overrakt ved generalforsamlingen den 24. februar, blev Einer og hans hustru Ellen Underbjerg overrasket med nyheden allerede ugen forinden – i al hemmelighed.
Overraskelsen fandt sted på Hellevad Vandmølle, som parret også ejer.
