Facebook-LIVE er salg og god lokal underholdning

I går holdt modeforretningen Like ANNA i Tønder et Facebook-LIVE salg. Det er en af de måder, butikkerne kan komme ud til kunderne i denne tid.

Her til aften var det ShopiCity Aabenraa, der bl.a var på besøg hos Karger Beauty. Indehaveren, Tina Karger, havde publikum i sin hule hånd i hele 20 minutter med gode tilbud kombineret med god og saglig information omkring de velduftende produkter.

På vej op gennem gågaden stod Erik M. Hansen fra Autoforum Aabenraa klar med en rød skinnende valentinsgave i form af en Fiat 500.

Torsdag den 4. februar kl. 19.30 går SPORT24 Tønder på Facebook-LIVE med særdeles gode tilbud med besparelser på op til 60-70% og de har sat et gavekort på højkant.

På tirsdag den 9. februar er Like ANNA i Tønder igen klar kl. 16.00 og kl. 19.00 har modeforretningen Zilo gode tilbud klar – igen på Facebook LIVE.

Det er markedsføring og salg, som vi oplevede det for 30 år siden på TV. Dengang hed det Teleshopping og var utroligt populært.
Nu kan nærmest enhver butik selv lave sin egen salgs-udsendelse ved hjælp af de sociale medier, en Facebook-side, en smartphone og en internetforbindelse.

Og det kan ses i Løjt, Øster Højst, København og Singapore.

Verden er blevet mindre. Mulighederne er blevet flere.