I starten af juni går Vejdirektoratet i gang med at etablere en støjskærm langs den sydlige side af Ribevej i Vojens. Skærmen bliver 944 meter lang og fire meter høj.

Støjskærmen skal mindske støjgenerne for naboerne i boligområdet syd for Ribevej i Vojens. Boligområdet er udpeget som særligt støjbelastet i Vejdirektoratets støjhandlingsplan 2018 – 2023.
“Vi ser frem til at afhjælpe de støjgener, som naboerne til Ribevej i Vojens oplever. I området er der 43 støjbelastede boliger, og 42 af disse naboer får reduceret støjen med over 6 dB, som er en markant støjreduktion,” siger Mette Aakær Møller, projektleder i Vejdirektoratet.
For at kunne opretholde en god trafikafvikling på Ribevej er arbejdet inddelt i tre deletaper. På den måde er der kortere strækninger på Ribevej med vejarbejdsområder.
Fase 1: er den østlige ende af projektet.
Fase 2: er midterstykket. I fase 1 og 2 starter rydning af træer den 2. juni og vil pågå i omkring 2 uger.
Fase 3: er den vestlige ende af projektet. I etape 3 vil der være omkørsel via Tingvejen.
I hver fase starter entreprenøren med at rydde området. Det betyder, at autoværn også skal pilles ned. Derefter bliver der sat søjler. Når de er sat, bliver de støjabsorberende kassetter monteret.
Når alle faser er udført, følger i oktober 2025 en opgave med beplantning på begge sider af skærmen.
Trafikanter skal deles om ét spor
Trafikken på Ribevej vil blive berørt af arbejdet, da en del af vejen bliver inddraget til arbejdsområde. Det bliver derfor nødvendigt, at trafikanterne på Ribevej skal deles om ét spor forbi vejarbejdet. Trafikken vil blive styret af lysregulering forbi arbejdsområdet. Det kan give anledning til kø specielt i morgen- og eftermiddagstimerne.
Læs mere om projektet.
