Erhvervsfolk investerer i moderne indendørs padelcenter i Aabenraa

– Slut med at køre langt for at spille padel indendørs.

Ændret lokalplan baner vejen for investorerne Per Roth, Frank Waller, Michael Witt Johansen og Tom Roth til at etablere center for den voldsomt voksende, populære sportsgren, padeltennis

Padelsporten går sin sejrsgang over hele Danmark og baner og indendørs centre skyder op overalt og inden længe er et funklende nyt center formentlig også en realitet i Aabenraa.

Adressen bliver Vestvejen 174. Den eksisterende, aldrende bygning på stedet rives ned, og et nybygget padelcenter opstår.

Padelanlægget får fire doublebaner og en singlebane.

En gruppe lokale erhvervsfolk står bag et nyt indendørs padelcenter i Aabenraa. Foto: PR-foto.

Erhvervsfolkene og kammeraterne Per Roth, Tom Roth, Frank Waller og Michael Witt står bag investeringen i centret, der bygges i kølvandet på en lokalplans-proces.

Et oplæg til en nødvendig tilpasning af lokalplanen for området er på dagsordenen i byplanudvalget i den kommende uge og forventes vedtaget.

”Det bliver fantastisk for Aabenraa med et indendørs center til at supplere udendørsbanerne ved Aabenraa Idrætscenter og i omkringliggende byer som eks. Rødekro. Mange borgere i Aabenraa Kommune kører til andre byer. Det behøver de ikke mere, når vi slår dørene op til padelcentret på Vestvejen, der bliver nybygget med start så snart, vi har de nødvendige tilladelser”, siger Tom Roth i en pressemeddelelse i dag, på vegne af investorgruppen, der forventer, at centret står klart i første halvdel af 2022.

”Sporten er tilgængelig for alle, og vi er selv blevet introduceret for den for relativ kort tid siden – og blev simpelthen solgt straks. Vi synes, Aabenraa skal have et eget indendørscenter ligesom alle andre gode provinsbyer med respekt for sig selv. Vi bliver et kommercielt center, men inviterer til et bredt samarbejde med foreninger og klubber fra et større geografisk område, som har interesse i sporten”, siger Tom Roth.

Hallen får en god loftshøjde, gode omklædnings- og badefaciliteter og de bedste baner, hvor belysning, baneunderlag og omsluttende glas er de væsentligste parametre. Desuden planlægges gode faciliteter til socialt samvær før og efter spillet, der samler unge og ældre. Alle aldre kan være med i padel.

”Selv folk, som ikke nødvendigvis er udstyret med verdens største ketchertalent, kan spille padel, for bolden kommer i modsætning til eksempelvis tennis tilbage og bliver i spil, hvis man ”tager farten af”. Man får pulsen op, og man spiller i øvrigt typisk to på hver side af nettet som double, hvilket også gør spillet meget socialt”, forklarer investor Tom Roth, der selv er blevet hårdt bidt af sporten på rekordtid.

Tom Roth Per Roth og Frank Waller var tidligere indehavere og ledelse i Hjem-IS Danmark, indtil man solgte virksomheden. Michael Witt er medejer og direktør i Bering Ure og Smykker, hvor Frank Waller i dag er økonomidirektør. Tom Roth, Frank Waller & Michael Witt er sammen ligeledes investorer i Have a Coffee-konceptet.