Konkurrencerådet har netop godkendt Norlys’ køb af Telias danske forretning, og når de sidste formalia er på plads, er overtagelsen en realitet.
Norlys kan nu tage de sidste skridt til at gennemføre købet af Telia Danmark. Konkurrencerådet har nemlig godkendt, at energi- og telekoncernen køber Telias danske forretning.
Godkendelsen kommer efter, at Norlys i september underskrev en aftale med Telia Company om købet af Telias danske forretning, der omfatter cirka 1,9 millioner kundeforhold og et 50 procent ejerskab af Danmarks største mobilnet, TT-netværket.
– Nu udestår kun en formel selskabsretlig omdannelse af Telia-forretningen. Vi forventer at overtage nøglerne i begyndelsen af april, og så er vi klar til at fortælle mere om de konkrete planer, siger Ulf Lund, der er direktør for Stakeholder Relations i Norlys.
Kilde: Norlys
