Der er glæde i Tønder Kommune, hvor det allerede fra efteråret bliver muligt at tage uddannelsen til serviceassistent i Tønder. Arbejdet med at finde elevpladser til de kommende studerende er i fuld gang, og jobcenteret opfordrer interesserede virksomheder til at henvende sig
Uddannelsen som serviceassistent bliver udbudt af EUC Syd, og det er ambitionen af få 14-16 studerende på det første hold, som begynder sidst i oktober.
Tønder Kommunes borgmester Henrik Frandsen glæder sig over, at uddannelsen til serviceassistent nu kommer til kommunen og glæder sig ikke bare over den nye uddannelse men også over det gode samarbejde, der har skabt resultatet.
“Jeg vil gerne sige stor tak til EUC Syd, til 3F, Campus Tønder og til medarbejderne på jobcenteret, som ved en stor fælles indsats har gjort det muligt at få den nye uddannelse til kommunen. At tiltrække nye uddannelser til kommunen, og derved fastholde og tiltrække unge mennesker, står meget højt på Kommunalbestyrelsens politiske dagsorden, og dette her er et rigtig godt skridt i den rigtige retning”, fortæller Henrik Frandsen i en presseudmelding.
Hos EUC Syd ser man frem til at udvide sit engagement i Tønder og på Campus Tønder, og håber på, at der vil være stor interesse for den nye uddannelse.
“Vi er jo allerede engagerede i Tønder Kommune, og har et rigtig godt samarbejde med kommunen. Så jeg glæder mig meget over, at vi sammen kan få etableret den nye uddannelse ude på campus og håber at der er mange, der vil være interesserede i uddannelsen”, fortæller Elisabeth Holm, der er afdelingschef hos EUC Syd.
Uddannelsen varer to eller to et halvt år og nyuddannede serviceassistenter får ofte ansættelse på for eksempel skoler, plejeinstitutioner og inden for turistsektoren. Serviceassistenterne arbejder typisk professionelt med rengøring, hygiejne og lettere madlavning. Derudover vil en del også komme til at arbejde med alt fra servicering af turister til lettere kontorarbejde.
Uddannelsen er bygget op således at, man som studerende tager det der hedder Grundforløb 2 plus et hovedforløb, som skifter mellem praktik og skole. Grundforløb 2 varer 20 uger og foregår på skolen, mens hovedforløbet varer cirka to år og afsluttes med en svendeprøve. Studerende der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, skal tage Grundforløb 1 først.
De studerende skal som udgangspunkt selv finde en praktikplads, men EUC Syd har vejledere, der kan hjælpe med at finde en virksomhed, og hvis der skulle være nogen der ikke kan finde en praktikplads, tilbyder EUC Syd skolepraktik.
Arbejdet med at finde elevpladser er allerede i fuld gang, fx har Tønder Kommune allerede oplyst, at man vil tage fem elever. Jobcenteret opfordrer derfor virksomhederne til at henvende sig, hvis de vil høre mere om uddannelsen eller allerede ved, at de vil tilbyde en praktikplads.
Jobcenteret kan kontaktes på: 74 92 82 40.
