– Dette er historien om, hvordan vi sammen med lokale virksomheder i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder kommuner ændrer livet til det positive for en sårbar gruppe unge i Danmark.
AspIT er et 3-årigt uddannelsestilbud for borgere bosiddende i kommunerne Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder med en diagnose inden for autismespekteret, hvor eleverne bliver specialiseret inden for IT: Teknik, Visualisering og Systemkonstruktion. Kerneopgaven er ”at danne og uddanne unge med ASF gennem læring og trivsel til et godt liv med beskæftigelse”.
Praktikforløb
En af de vigtigste dele af uddannelsen er praktikforløbet, hvor der i tæt samarbejde med lokale virksomheder skabes match mellem elevernes kompetencer og virksomhedernes behov. Formålet er, at praktikperioden fører til fast ansættelse. ”Dette kan kun opnås gennem et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for den enkelte elev. som er målrettet til de lokale virksomheder i Sønderjylland, så vi sammen skaber succes for vores elever, som så gerne vil være en del af Danmarks arbejdsmarked og har et meningsfyldt liv” udtaler afdelingslederen for AspIT Sønderjylland Andrea Schütz Steffensen.
Undervisningen på AspIT er kendetegnet ved få elever på hvert hold (4 – 8 elever).
Det er ikke kun det faglige der er i fokus når man går på AspIT, det er i lige så høj grad de sociale færdigheder den enkelte elev skal mestre.
”Flere af vores elever kommer med en fortid med flere års skolevægring eller de har afbrudte uddannelsesforløb på gymnasiet, handelsskolen eller anden videregående uddannelse.” siger Andrea Schütz Steffensen.
Mange af disse ”nederlag” kan ofte forklares med manglende sociale evner, hvilket ofte vil føre til social isolation og derved en forringet mulighed for at gennemføre en uddannelse.
”Derfor er der i høj grad fokus på elevernes sociale evner og i det hele taget elevens adfærd, fremtoning og emotionelle reaktionsmønstre, jeg vil gå vidt at jeg vil betegne elevens tid på AspIT som værende i lige så høj grad en ’Dannelsesrejse’ der skal gøre eleven klar til et kommende praktikforløb – der gerne skal ende ud i en ansættelse af elven” pointerer Andrea Schütz Steffensen.
AspIT har et overordnet mål der heder: 80% af eleverne i job efter endt AspIT uddannelse.
På AspIT Sønderjylland lever man fuldt ud op til dette mål, da man over de sidste 10 år har opnået at 90-95% af eleverne er i job på dimissionsdagen.
– På AspIT Sønderjylland har vi et godt og tæt samarbejde med landsdelens fire kommuner, hvilket kun kan opnås gennem gensidig respekt og en høj grad af professionalisme fra AspIT for at imødekomme kommunernes ønsker og behov for deres borgere. I 2012 åbnede AspIT i Aabenraa.
– Men lige så vigtigt, har AspIT Sønderjylland også et bredt netværk til store og små virksomheder i alle fire kommuner, hvor vores elever i dag skaber værdi for virksomhederne og eleverne får skabt sig en fremtid.
– Til at understøtte dette, har AspIT Sønderjylland en Job og Praktik Konsulent, der udelukkende fokusere på at skabe praktikpladser til vore elever, og løbende er på besøg på praktikstedet for at følge op på om alt forløber godt.
At være på AspIT Sønderjylland er en god oplevelse, både for eleverne og de ansatte
– Som en af de ansatte udtrykker:
– Jeg har været ansat som programmør i det private og det er fint, men der er ikke noget programmør job der giver lige så meget mening som at være underviser på AspIT. At være med til at løfte eleverne fagligt og socialt i grad der kan sammenlignes med at ændre en gråvejrsdag til en sommerdag – det er det hele værd!
Der er AspIT-skolernes dag – Åbent Hus – lørdag den 07. september kl 10 – 14 på AspIT Sønderjylland, Madevej 9, 1. sal (oven over Løve Apoteket).
– Her kan du møde personale og elever, få en rundvisning, og stille alle de spørgsmål du måtte have.
Kilde: Aspit
