Fra sommeren 2028 bliver det muligt at rejse med direkte tog hele vejen fra Oslo via København til Hamborg og Berlin. Den nye forbindelse er resultatet af et partnerskab mellem DSB, norske Vy og tyske Deutsche Bahn.
Det bliver første gang i mere end 20 år, at der igen er direkte togforbindelse mellem Danmark og Norge.
”Vi er stolte af, at vi sammen med Vy og DB snart kan levere en af de længste togstrækninger i Europa. Vi kan ikke løfte opgaven alene, vejen frem for gode forbindelser på tværs af Europa, går gennem at styrke de gode samarbejder, vi har med andre togoperatører,” siger Flemming Jensen, adm. direktør for DSB.
Han bliver suppleret af Gro Bakstad, adm. direktør for Vy: ”Det er fantastisk, at vi nu etablerer en ny, regelmæssig langdistancetjeneste mellem Oslo, København, Hamborg og Berlin. Samarbejdet med DSB og DB betyder, at vi kan knytte Norge tættere til Europa, og på sigt kan dette åbne op for direkte tog til flere større europæiske byer.”
I de senere år oplever togselskaberne en stigende efterspørgsel på at tage rejse med tog ud i Europa.
Michael Peterson, adm. direktør for DB Fernverkehr: “Hvis du vil opleve Europa, så hop på et tog! Med de høje brændstofpriser er langdistancetog stadig et godt alternativ til bil eller fly. Med vores nye internationale forbindelse fra Berlin via København til Oslo knytter vi Nordeuropa endnu tættere sammen – og forbinder tre hovedstæder med tog.”
DSB har styrket sine samarbejder med andre europæiske togoperatører om at skabe bedre forbindelser på tværs af landegrænser til gavn for kunderne. Et eksempel på det er den netop indviede strækning mellem København, Berlin og Prag.
Den nye strækning bliver betjent af Deutsche Bahns nye ICE L-vogne, der er de samme som DSB’s EuroCity-vogne. Planen er, at der kommer to daglige afgange året rundt. Toget tilbyder de rejsende en restaurantvogn, en familievogn og en første klasse.
Fakta om den nye rute:
- Deutsche Bahns tog (ICE L) er for nylig taget i brug i Tyskland og inkluderer både en restaurantvogn og en familievogn. Togvognene er mage til DSB’s EuroCity-vogne, der er leveret af Talgo.
- Ruten Oslo–Berlin bliver en af Europas længste togruter med en rejsetid på cirka 14–15 timer.
- Rejsetiden fra København til Oslo vil være omkring syv timer.
- Toget er indtil videre planlagt til at standse ved følgende stationer:
I Norge: Oslo, Moss, Fredrikstad, Sarpsborg, Halden
I Sverige: Trollhättan, Göteborg, Halmstad, Helsingborg, Lund, Malmö
I Danmark: Københavns Lufthavn, København Hovedbanegård, Odense, Kolding, Padborg
I Tyskland: Hamborg, Berlin.
