DN-Aabenraa: – Kig ned på stranden, hold vejret i 30 sekunder, og vær med til at gøre opmærksom på iltsvindet i fjorde og hav

Ifølge myndighederne er iltsvindet i de lokale fjorde stor denne gang. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Det er Danmarks Naturfredningsforening Aabenraa-afdeling, der afholder tre arrangementer: Kollund
Lillestrand, Aabenraa Sønderstrand og Kalvø Havn.

– Hjælp os lokalt med at kræve politisk handling mod iltsvind søndag den 29. oktober 2023 kl. 11.30 – 12.15.

– Vores fjorde og havmiljø er ramt af et kvælende iltsvind, og der er akut brug for
politisk handling. Søndag d. 29. oktober kan du være med til at råbe Folketinget
op sammen med resten af Danmark, lyder det fra arrangørerne.

Søndag den 29. oktober kl. 12 holder Danmark bogstaveligt talt vejret, når danskere i hele
landet på samme tid siger stop til iltsvind og kræver akut handling fra Folketinget.

– Vi holder vejret i 30 sekunder

– Vi holder vejret som symbol på fiskene, der gisper efter vejret – og for at sende et klart signal til politikerne.
Danmarks farvande er ramt af massivt iltsvind, som primært skyldes landbrugets forurening med kvælstof, der løber fra markerne og ud i vandmiljøerne.
Havbunden er mange steder død og ligner en ørken. Fisk og bunddyr gisper efter vejret, og døde fisk driver i land.
Forskere gentager, at kvælstofudledningen skal reduceres massivt, hvis vi skal have livet tilbage i de danske farvande og fjorde. Men selvom de har råbt op i årtier, står vi alligevel i dag med massivt iltsvind og fiskedød. I flere fjorde er det tæt på umuligt for dykkere at finde levende fisk.

– Derfor kræver vi, at politikerne nu tager havmiljøet seriøst og handler akut på at få forureningen ned, så havmiljøet med tiden kan klare op og få livet tilbage.
Derfor har en række grønne og blå organisationer taget initiativ til en landsdækkende manifestation under navnet Danmark Holder Vejret, hvor borgere i hele landet kan være med til at sende et signal til politikerne om akut at gøre noget ved den massive forurening, der er skyld i iltsvind og fiskedød i
vores fjorde og indre farvande.


Det, der binder de lokale arrangementer, demoer og opråb sammen i hele landet, er, at vi alle sammen klokken 12.00 holder vejret på samme tid i 30 sekunder – eller hvad man nu kan – og at vi tager selfies eller gruppebilleder, når vi holder vejret, og lægger på sociale medier med hashtagget #danmarkholdervejret.

På den måde håber arrangørerne at selv et mindre arrangement kan blive en del af et landsdækkende opråb.

– Vi har bl.a. bedt vores lokale politikere om at støtte op om arrangementet, men
håber også at se dig til et af de tre arrangementer, lyder det fra arrangørerne.


Arrangementet foregår på de nedenstående adresser søndag den 29.
oktober 2023 kl. 11.30 – 12.15.

Lillestrand Kollund, ved badebroen, Fjordvejen 28, 6340 Kruså

Aabenraa Sønderstrand, ved badebroen, Flensborgvej, 6200 Aabenraa

Kalvø Havn, Kalvøvej, 6200 Aabenraa

Kilde: DN Aabenraa afd.