Design-ikoner finder hinanden igen – Tønders Wegner og Refugiets Mogensen genforenes i ny stærk designaftale 

To stærke kulturinstitutioner i Sønderjylland – det kommende Museum Wegner i Tønder og Løgumkloster Refugium – indgår et strategisk samarbejde med det formål at styrke og formidle kendskabet til dansk design, med særligt fokus på Hans J. Wegner og Børge Mogensen.
– Museum Wegner er endnu ikke en fysisk institution, men vi laver en del formidlende arbejde allerede og det er oplagt at indgå i en forpligtende samarbejdsrelation med Refugiet. Hans J. Wegner og Børge Mogensen var jo bedstevenner”, udtaler Anne Blond, direktør for det kommende Museum Wegner. 

– Det var et næsten ukendt Gesamtkunstwerk indrettet af Børge Mogensen, jeg kom til, da jeg flyttede til
Løgumkloster i oktober 2024, fortæller Peter Wagner Mollerup, forstander for Refugiet i Løgumkloster.
– Jeg kendte ikke meget til dets historie, og det tænker jeg, at der heller ikke er så mange andre, der gør. Det ville jeg gerne være med til at lave om på – og ad omveje kom Anne og jeg i kontakt og fik forholdsvis hurtigt tankerne rettet imod en samarbejdsaftale. 

Visionen er at få positioneret Refugiet og Museum Wegner som levende designinstitutioner, steder, hvor
formidling, fordybelse og oplevelse går hånd i hånd med den unikke designarv, der præger begge steder. 

Institutionerne håber at kunne øge opmærksomheden om Refugiet og Museum Wegner gennem fælles
arrangementer og udvikling af formater – eventuelt en designfestival i de to første uger i april, hvor begge
designere har fødselsdag. 

Det første konkrete produkt af samarbejdet kan opleves som et firedages program på Refugiet den 10. – 13. oktober, hvor man kan høre mere om Børge Mogensen og Hans J. Wegner, smage på mad og lytte til musik fra de to designeres ungdom.

Se mere om Refugiets program – KLIK HER