Danskerne glemmer at skifte dæk

Den forkerte dæktype går ud over trafiksikkerheden, men mange danskere hænger i bremsen når det kommer til at få skiftet. I ny undersøgelse fra GF Forsikring indrømmer over 43 procent at have kørt med den forkerte dæktype.

Mange bruger den tommelfingerregel, at bilen skal have vinterdæk på, når temperaturen kommer under 7 grader. Og når temperaturen kommer op igen, er det tid til sommerdæk.

Det lyder måske nemt, men det er en anden sag i praksis. På landsplan indrømmer 43,3 procent af respondenter, som har bil med sommer/vinterdæk, at de har glemt det vigtige skift. Det viser en ny undersøgelse fra GF Forsikring.

– Den største grund til at huske dækskiftet er hensynet til sikkerheden for dig og dine medtrafikanter. Sommer- og vinterdæk har gode egenskaber i hver deres sæson, og de er begge lige vigtige. Undersøgelsen afslører, at nogle glemmer at skifte dæk i tide, og det vil vi gerne sætte fokus på. Det er nemlig ganske enkelt farligt at køre med den forkerte dæktype, siger Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.

Martin Rundager anbefaler, at man tager fat i en ekspert i fx et dækcenter for at afgøre, hvad der passer til ens kørselsmønster og kørselsbehov – og om fx helårsdæk er den bedste løsning.

Kilde: GF Forsikring