Dansk Erhverv: Influencernes indflydelse er måske overvurderet

De danske forbrugere bliver i stor stil inspireret af influencers og virksomheder på de sociale medier. Den vigtigste inspirationskilde er dog stadig omgangskredsen, viser tal fra Dansk Erhverv.   

Overvejer du at lave et samarbejde med en influencer for at sparke ekstra gang i salget? 

God idé.  

67 procent af de forbrugere, der følger influencers og virksomheder på sociale medier, svarer i Dansk Erhvervs E-handelsanalyse, at de bliver inspireret til køb af influencers på sociale medier.  

Tænker du, at samarbejdet skal ske på bekostning af din virksomheds egen profil på de sociale medier? 

Knap så god idé. 

Det mener Mathilde Møller, som er konsulent i Dansk Erhverv og ved en ting eller ti om sociale medier.  

Hun peger på, at virksomhedernes profiler har betydelig større indflydelse på forbrugerne end influencers har. Faktisk svarer hele 88 procent af forbrugerne i analysen, at virksomheder på sociale medier inspirerer dem til køb, og mens influencernes betydning er faldende, så vokser virksomhedernes betydning: 

”Et samarbejde med en influencer kan være en god idé, men man skal også overveje, om man går over åen for at hente vand. 

Det gælder generelt for alle forbrugere, og tendensen er, at jo ældre du er, jo større tillid har du til virksomheder fremfor influencers – 82 procent af de unge svarer, at influencers inspirerer dem, mod kun 36 procent af de ældre.  

Vennerne betyder mest 

Den klart største inspirationskilde er dog hverken influencers eller virksomheder, men omgangskredsen. 

”Det vil kræve en del arbejde at blive venner med alle, men hvis du leverer en service eller oplevelse, som dine kunder vil dele, så er der også god chance for, at du bliver anbefalet. Og det betyder virkelig meget,” understreger Mathilde Møller.  

Hun fortsætter: 

“Der er også den mulighed, at du samarbejder med en influencer, som er så tæt på sine følgere, at de ser ham/hende som en ven.” 

Forbrugerne skelner ikke mellem kanaler 

Analysen viser også, at det er en god idé at bruge sociale medier for både netbutikker og fysiske butikker. Kunderne bliver nemlig ikke ”fanget” af, hvor de ser de forskellige varer. Halvdelen af de køb, som opstår gennem inspiration fra sociale medier, foretages oftest eller altid online, men 44 procent køber fund fra SoMe på tværs af fysiske og digitale butikker. En stigning fra de sidste år: 

”Det understreger igen, at det med kanalkonflikter, er noget, er der eksisterer hos virksomhederne – ikke kunderne. De bevæger sig frit mellem online og fysiske kanaler, og det skal virksomhederne huske” siger Mathilde Møller.  

Her er varerne, der bliver købt efter inspiration på sociale medier 

Kvinder følger generelt flest influencers og virksomheder på sociale medier, og det spiller også ind på listen over, hvilke varer der oftest købes efter SoMe-inspiration:  Den største kategori er nemlig Dametøj/-sko/tasker/smykker. 

Kilde: Dansk Erhverv