Danmarks Radio ændrer direktionens sammensætning – Taxaforbrug stopper nyhedsdirektør

DR - Foto: © Bjarne Bergius Hermansen) Pressefoto

Som led i arbejdet med en ny strategi tager DR et første skridt i at sammensætte DR’s fremtidige direktion. En ny stilling som teknologidirektør oprettes. Samtidig stopper Sandy French som nyhedsdirektør.

– De foreløbige resultater af DR’s strategiarbejde viser et behov for allerede nu at tage de første skridt til at ændre sammensætningen af DR’s fremtidige direktion. Der er således et åbenlyst behov for at inkludere teknologifunktionen i DR’s topledelse. Det følger ikke mindst af kraftigt forøgede krav til DR’s beredskab over for de trusler, der hastigt udvikler sig i lyset af den forværrede sikkerhedssituation. Men det hænger også sammen med behovet for at gennemføre en acceleration af DR’s teknologiudvikling, der skal sætte public service i stand til at konkurrere med de globale tech-giganter om danskernes opmærksomhed, siger DR’s generaldirektør Bjarne Corydon.

Herudover har DR valgt at afslutte samarbejdet med nyhedsdirektør Sandy French.

– Sandy French har gennem otte år leveret en stærk og vigtig indsats for at styrke DR Nyheder med en lang række afgørende resultater for DR’s udvikling. Professionelt set har Sandy leveret imponerende resultater i sin tid i DR. Vi har kun ros til overs for hendes høje faglighed, toplederkompetencer og strategiske overblik. Hendes fratræden sker på et tidspunkt, hvor DR gennemfører de første organisatoriske ændringer, som skal understøtte DR’s arbejde med implementering af en kommende ny strategi. Samtidig afslutter DR undersøgelsen af Sandy Frenchs taxaforbrug, siger DR’s generaldirektør Bjarne Corydon.

Afgående nyhedsdirektør Sandy French takker for mange gode år i DR:

– Jeg er både taknemmelig og stolt over mine otte år som nyhedsdirektør i DR. Jeg har fået lov til at arbejde sammen med de dygtigste medarbejdere og chefer og det har været meningsfuldt, udfordrende og motiverende hver eneste dag. At nye kræfter skal til er et vilkår på det her niveau, og jeg videregiver trygt DR Nyheder til min efterfølger. Jeg har stor respekt for Bjarne Corydon og hans projekt med at sikre DR’s position i fremtiden. Public service er vigtigere end nogensinde, og jeg ønsker ham alt det bedste med den betroede opgave, siger Sandy French.

Ved Sandy Frenchs fratrædelse konstitueres ledende redaktionschef Kirsten Marie Svendsen frem til ansættelsen af en permanent afløser for Sandy French. DR opslår på den baggrund snarest både stillingen som nyhedsdirektør og en ny stilling som teknologidirektør. Det ændrer ikke på, at DR fortsat foretager en fuld gennemgang af organisation og styringsmodel med henblik på efter årsskiftet at foretage de ændringer, der er nødvendige for at kunne eksekvere en ny strategi for de kommende fem års udvikling af DR.