Danmark og Sønderjylland lukker ned i morgen kl. 16.00

  • Opdateres….

TØNDER KOMMUNE

De nye restriktioner for Tønder Kommunes vedkommende kommer til at gælde fra i morgen klokken 16 – altså fra den 16. december 2020 klokken 16.

Nedlukningen betyder

  • Alle restauranter og barer lukker. Der må dog stadig sælges takeaway ud af huset
  • Kulturinstitutioner, teatre, spillesteder, museer, biografer og biblioteker skal lukke indendørsarealer
  • Alle skolebørn fra femte klasse og opefter sendes hjem og skal undervises virtuelt. Det gælder også studerende på voksenuddannelser samt kursister
  • Offentlige arbejdsgivere opfordres til at hjemsende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner
  • Private arbejdsgivere opfordres også “kraftigt” til at hjemsende medarbejdere, hvis det er muligt
  • Svømmehaller, fitnesscentre og lignende skal holdes lukket
  • Indendørs idræts- og foreningsliv lukkes ned. Professionel idræt er undtaget.

Vi er klar over, at nedlukningen vil medføre en del spørgsmål, og vi henviser til, at I følger med på Tønder Kommunes hjemmeside og myndighedssiden coronasmitte.dk

Der bliver sendt besked ud til forældre med skolebørn via skolernes intranet.

Aabenraa Kommune bliver omfattet af udvidede COVID-19-restriktioner

For Aabenraa Kommune gælder, lige som resten af landets kommuner, at de udvidede restriktioner og tiltag for at begrænse smitten af COVID-19 træder i kraft 16. december klokken 16.00.

Fra onsdag 16. december klokken 16.00 er alle landets kommuner underlagt de udvidede restriktioner, som hidtil har været pålagt 69 af landets kommuner. Det betyder, at der også i Aabenraa Kommune indføres flere restriktioner for at begrænse smitten af COVID-19.

– Jeg er netop blevet orienteret af sundhedsministeren om, at Aabenraa Kommune fra i morgen klokken 16.00 er omfattet af de restriktioner, som også har været gældende i 69 af landets kommuner den sidste uges tid. Hele landet skal nu yde en samlet indsats for at inddæmme og begrænse smitten af COVID-19. Borgerne kan fra i morgen løbende orientere sig på Aabenraa Kommunes hjemmeside, facebookside, AULA og de steder, hvor de normalt får informationer fra kommunen, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen.

Aabenraa Kommunes beredskab er naturligvis fortsat aktiveret og har i dag holdt møder om situationen. I morgen træder beredskabet igen sammen for at udmønte de udvidede restriktioner, som indtil videre har været gældende i 69 af landets kommuner.

Aabenraa Kommune vil hurtigst muligt kommunikere løbende om de nye, lokale restriktioner på www.aabenraa.dk og på Aabenraa Kommunes facebookside.

Sønderborg Kommune: Nye restriktioner bliver hårde for mad- og oplevelsesbranchen

Sønderborg Kommune bliver sammen med resten af landets kommuner også omfattet af de skærpede Covid-19 restriktioner. Det får stor betydning for det lokale erhvervsliv i Sønderborg, når alle kulturinstitutioner, restauranter og barer lukker. Undtaget er hotellerne, der dog skal lukke deres restauranter og caféer.

Regeringen har besluttet, at alle kommuner, herunder Sønderborg Kommune, bliver omfattet af de skærpede Covid-19 restriktioner, som træder i kraft onsdag den 16. december kl. 16

De nye restriktioner betyder, at alle restauranter, barer og caféer skal holde lukket for servering. Der må dog stadig sælges takeaway ud af huset. Restriktionerne får også betydning for hotellerne, som må holde åbent, men deres restauranter og serveringssteder skal holde lukket.

Kulturinstitutioner, teatre, spillesteder, museer, biografer og biblioteker skal ligeledes lukke deres indendørsarealer, og det vil for langt de fleste betyde, at der også her bliver helt mørkt frem til den 3. januar 2021.

Så det en hård tid, som hoteller, restauranter og kulturinstitutioner går i møde de kommende uger, mener borgmester Erik Lauritzen.

– Det bliver en meget stille periode, vi kommer til at gå ind. Men det er desværre nødvendigt for at få smittetallet ned. Jeg kan kun opfordre alle i Sønderborg Kommune til at støtte op om de lokale butikker, kulturinstitutioner, restauranter med flere ved at handle så meget lokalt som muligt i den kommende tid, siger han.

De nye Covid-19 restriktioner gælder til og med søndag den 3. januar 2021.

Corona-restriktioner gælder nu også Haderslev Kommune

De corona-restriktioner, der blev indført i 69 kommuner i sidste uge, gælder fra onsdag den 16. december klokken 16 også i Haderslev Kommune.

”Jeg tror, de fleste havde forventet, at restriktionerne kunne blive udbredt til hele landet inden for kort tid. Jeg er ærgerlig over, at vi skal sende de ældste børn og unge hjem fra skole og at de ikke kan dyrke idræt, musik og andre fritidsaktiviteter, men det var forventeligt og det er også forståeligt”, siger borgmester i Haderslev Kommune, H. P. Geil.

”Vores restaurationer skal også lukke, og det er på godt jysk træls, da smittetrykket her i kommunen stadig er et af landets laveste. Men det kan ikke være anderledes, når virus nu er begyndt at sprede sig så hurtigt. Men jeg vil opfordre alle til, at man ligesom under forårets nedlukning husker vores lokale erhvervsdrivende, der har haft et særdeles hårdt år, og handler lokalt”, siger H. P. Geil.

Helt konkret betyder restriktionerne:

– Alle restauranter og barer skal lukke. Der må sælges take away.

– Kulturinstitutioner, teatre, spillesteder, museer, biografer og biblioteker skal lukke indendørsarealer.

– Alle skolebørn fra 5. klasse og opefter sendes hjem og skal undervises virtuelt. Det gælder også ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og kursister.

– Offentlige arbejdsgivere opfordres til at hjemsende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner. Private arbejdsgivere opfordres også kraftigt til at hjemsende medarbejdere, hvis det er muligt.

– Svømmehaller, fitnesscentre og lignende skal holdes lukket.

– Indendørs idræts- og foreningsliv lukkes ned. Professionel idræt er undtaget.

– Forsamlingsforbuddet på 10 personer i det offentlige rum er fortsat gældende – nu også for aktiviteter for børn og unge under 21.

”Jeg er rigtig glad for, at vi trods alt har haft forholdsvis lav smitte i Haderslev Kommune, og jeg tror på, at borgerne i Haderslev Kommune også vil tage det her alvorligt hen over juleferien og følge myndighedernes anbefalinger, som de har gjort hidtil, så vi kan vende tilbage til en lidt mere normal hverdag i det nye år”, siger H. P. Geil.

De nye restriktioner gælder indtil 3. januar 2021.

Læs statsministerens kommentar her.

Når vi skal være sammen i julen.