Østersøen lægger fra i dag og de næste par uger hav til en af de vigtigste og største NATO-øvelser i år. 9.000 soldater og besætningsmedlemmer, 50 krigsskibe, 25 fly fra 16 nationer skal træne sammen. Danmark er med.
I dag starter en af de største og vigtigste NATO-øvelser i år, nemlig øvelse BALTOPS 2025, der foregår i et af Danmarks nærområder, Østersøen.
Danmark deltager med fregatten Absalon, som har en Seahawk-helikopter ombord. Dertil stiller Danmark med Søværnets Føringsstab, der skal operere fra fregatten Absalon. Danmark deltager også med stabsofficerer fra MCM-Danmark (minerydningsstyrke), der skal operere fra et tysk skib, samt to minerydningsdroner.
Foruden Danmark deltager styrker fra 16 andre NATO-lande.
”BALTOPS er en markant øvelse, ikke bare for Danmark, men for hele NATO. Det er en væsentlig mulighed for alliancen til at træne integrerede sømilitære operationer, herunder koordineret imødegåelse af trusler. Søværnet får via øvelsen en rigtig god mulighed for sammen med allierede at træne og operere sammen til søs, til lands og i luften. Øvelsen viser, at det danske forsvar sammen med allierede har viljen til at anvende militære kapaciteter til at sikre fred, stabilitet og fri sejlads i Østersøen. Jeg er rigtigt glad for, at Danmark deltager, og jeg ser frem til et godt udbytte for alle deltagere,” siger flotilleadmiral Bo Overgaard, der er næstkommanderende i Søværnet og øverstkommanderende for Søværnets Føringsstab under øvelsen.
Føringsstaben skal lede en gruppe på 11 skibe under øvelsen fra den danske fregat Absalon, som vil være flagskib for føringsstaben og skibene i gruppen.
Øvelse i to dele
Øvelsen er delt op i to dele. Første del handler om, at besætningerne på de enkelte skibe skal træne indbyrdes og internt på skibet og samtidig øve at kunne samarbejde på tværs. Denne del af øvelsen gennemføres efter et i forvejen kendt program. Anden del er et taktisk spil, hvor deltagerne bliver mødt af en række ukendte udfordringer og opgaver. Dette skal træne evnen til at kunne imødegå ukendte og pludseligt opståede trusler. På den måde får deltagerne trænet en række sømilitære discipliner og procedurer samt samordnet og integreret indsatsen.
Øvelsen foregår i store dele af Østersøen og vil omfatte operationer på havoverfladen, under vandet, i luften, landgangsoperationer, minerydning til søs og operationer med ubemandede systemer.
BALTOPS er en årligt tilbagevendende øvelse, som blev afholdt første gang i 1971. I år er det 54. gang øvelsen foregår. Øvelsen ledes af USA’s europæiske kommando (EUCOM)
Øvelsen starter i dag og løber over de næste par uger.
