CSD Flensburg Pride – nu på lørdag med start fra Hafenspitze kl. 14.00

Pride Parade 2022 i Aabenraa var en flot og farverig oplevelse - Foto/video: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dkArkivfoto - Pride Parade 2022 i Aabenraa var en flot og farverig oplevelse - Foto/video: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

– LGBTQ+ Sønderborg deltager i CSD Flensburg Pride – nu er der virkelig noget at kæmpe for.

Når gaderne i Flensborg fyldes med regnbueflag og feststemning til CSD Flensburg Pride på lørdag, er LGBTQ+ Sønderborg naturligvis med. Foreningen deltager både i paraden og de efterfølgende festligheder – og i år er deltagelsen vigtigere end nogensinde.

“Vi lever i en tid, hvor LGBTQ+ rettigheder igen er under pres – også i Europa. Derfor er det afgørende, at vi står sammen, viser os i gadebilledet og insisterer på retten til at være dem, vi er,” udtaler forperson Niels Christian Aahøj Bech.

I flere europæiske lande ser vi en bekymrende udvikling: I Ungarn er prideparader og regnbueflag i det offentlige rum blevet forbudt. I Polen findes stadig såkaldte “LGBTQ-frie zoner”, hvor kommuner officielt har erklæret, at LGBTQ+ personer ikke er velkomne. Og i Tyskland har det højreorienterede parti AfD foreslået at forbyde regnbueflag i offentlige institutioner – et forslag, der allerede har været til afstemning i byrådet i Rostock.

“Når vi deltager i Pride i Flensborg, gør vi det ikke kun for at fejre kærlighed og mangfoldighed – vi gør det også for at demonstrere. Det er en fredelig, farverig og stærk markering af, at vi ikke vil lade vores rettigheder glide stille og roligt væk,” fortsætter Niels Christian Aahøj Bech.

LGBTQ+ Sønderborg opfordrer alle, der ønsker at vise solidaritet, til at møde op og gå med i paraden eller heppe fra sidelinjen. Det er en dag med både glæde og alvor – en dag for fællesskab, kamp og kærlighed.

CSD Flensburg Pride finder sted lørdag 17 maj 2025, og paraden starter fra Hafenspitze, klokken 14.00.