Smitte og isolation betyder, at alle genbrugspladserne i Sønderborg Kommune er lukkede fra og med d. 23. december til og med d. 1. januar 2021, men de døgnåbne pladser kan fortsat besøges med adgang365.
Når de 8 genbrugspladser i Sønderborg Kommune holder fyraften d. 22. december, kl. 17.00, vil de først åbne igen med bemanding d. 2. januar 2021. Der vil dog i hele perioden som normalt være adgang til Skodsbøl, Vesterlund, Glansager, Gråsten og Sundeved med adgang365.
”Der er desværre konstateret covid19-smitte blandt vores medarbejdere på genbrugspladserne samtidigt med at andre medarbejdere er blevet udsat for smittefare i private sammenhænge. Vi har derfor sendt en del af vores medarbejdere i isolation, mens vi venter på testsvar” fortæller driftschef Stinne Stokkebo i en pressemeddelelse, og fortsætter: ”Vi skal naturligvis overholde myndighedernes retningslinjer og det efterlader os i den uheldige situation lige nu, at vi ikke har medarbejdere til fuldt ud at bemande genbrugspladserne.”
Normalt er d. 24., 25., 31. december og 1. januar ordinære lukkedage, men i år bliver dagene mellem jul og nytår samt 23. december også lukkedage. Genbrugspladserne er klar til at åbne igen i det nye år.
”Vi vil løbende revurdere situationen, når vi får resultaterne af de mange testsvar, som vi afventer. Går det bedre end forventet, kan vi måske åbne nogle af genbrugspladserne lidt før” afslutter Stinne Stokkebo.
Tag på genbrugspladsen alligevel med adgang365
Med adgang365 får man adgang til genbrugspladserne uden for bemandede åbningstider. Alle der bor i Sønderborg Kommune kan tilmelde sig adgang365 via deres mobilnummer på Sønderborg Forsynings hjemmeside: www.sonfor.dk/adgang365
”Vi har sat ekstra kræfter ind på opgaven med at oprette nye tilmeldinger til adgang365 i disse dage, så de fleste vil opleve at få en bekræftelsesmail inden for et par timer”, fortælle Janni Jepsen, kunde- og kommunikationschef ved Sønderborg Forsyning, ” men hvis man melder sig til sent om aftenen, vil tilmeldingen dog først blive behandlet næste dag.”
Selvom genbrugspladserne ikke er åbne med bemanding, vil man stadig kunne opleve at møde medarbejdere på genbrugspladserne. Når genbrugspladserne er åbne for adgang365 skal der være medarbejdere til at håndtere det affald, som bliver afleveret, men det vil ikke være muligt at få hjælpe af genbrugsvejledere.
Hold afstand på genbrugspladserne
Når du besøger vores døgnåbne genbrugspladser, opfordrer vi til, at du altid følger myndighedernes retningslinjer. Når der er andre besøgende pladsen, skal du holde minimum 1 meters afstand, og du bør altid være opmærksom på håndhygiejne efter et besøg på genbrugspladsen. Hvis du er syg, er nærkontakt eller har symptomer, bør du blive hjemme.
