Coop: En stor hjælp til små lokalsamfund som eks. Hellevad i det sønderjyske – tilskud til en borgerdrevet butik

”Puljen er en stor hjælp til at styrke nogle af Dagli’Brugsens butikker i små lokalsamfund og er dermed med til at hjælpe de lokale fællesskaber rundt omkring i Danmark” siger kædedirektør Maria Beck-Tange, Dagli´Brugsen. Pressefoto

Regeringen har netop offentliggjort kriterierne for at opnå tilskud til at etablere borgerdrevne butikker.

Der er i Landdistriktspuljen for 2022 afsat 5,8 millioner kroner til at etablere og udvikle borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne. Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek åbner for ansøgninger til puljen i juli. Men allerede nu kan potentielle ansøgere få information om, hvilke kriterier de skal opfylde for at opnå tilskud fra puljen.

”Puljen er en stor hjælp til at styrke nogle af Dagli’Brugsens butikker i små lokalsamfund og er dermed med til at hjælpe de lokale fællesskaber rundt omkring i Danmark” siger kædedirektør Maria Beck-Tange, Dagli´Brugsen.

”Der er et voksende antal lokalsamfund, hvor befolkningsunderlaget og omsætningen i den lokale butik er så lille, at der ikke er grundlag for at foretage nødvendige investeringer på almindelige kommercielle betingelser, og her kan pengene fra puljen gøre stor nytte,” siger Maria Beck-Tange.

Coop vil gerne hjælpe lokalsamfund med borgerbutikker på en række konkrete områder: Finansiering via Coop Crowdfunding, levering af dagligvarer via Coop Danmark og rådgivning omkring drift og markedsføring.

Kilde: Coop