Coop amba har valgt endelig bestyrelse

Gitte Deleuran er nyvalgt til Coop ambas bestyrelse - Pressefoto Erminia Chimento

Foreningen Coop amba har lørdag holdt landsrådsmøde og valgt det sidste medlem af bestyrelsen. Dermed er ledelsen komplet efter formandsskiftet først på året.

Coop ambas Landsråd mødtes den 30. maj på Severin i Middelfart. Her valgte medlemmerne af Landsrådet Gitte Deleuran fra Brugsen Harridslev i Region Midtjylland til Coop ambas bestyrelse efter kampvalg.

Pladsen i bestyrelsen var ledig, da Rasmus Willig blev valgt som formand på et ekstraordinært møde i januar. Med valget er bestyrelsen i Coop amba nu fuldtallig.

Foreningen er i fuld gang med en ny strategi, der bl.a. har som pejlemærker, at man skal engagere den brede medlemsskare og understøtte en lønsom forretning. Og det fyldte på landsrådsmødet, hvor bl.a. marketingdirektør i Coop Danmark, Martin Olesen, fortalte og svarede på spørgsmål om det fælles arbejde i forening og forretning med ’Dansk og lokalt’, der blev valgt som mærkesag af ca. 60.000 medlemmer ved en afstemning i 2025.

Mærkesagen er i øjeblikket ved at blive rullet ud i butikker, tilbudsaviser, kampagnevideoer, Samvirke-artikler og en leverandørdag for mindre danske og lokale producenter.

Foreningen Coop amba har over to millioner medlemmer og ejer sammen med andelshaverne i OK a.m.b.a. dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S, der driver kæderne Brugsen, 365discount, Kvickly og SuperBrugsen.

Fremgang i datterselskaber

Der var også oplæg af Coop Danmarks ESG-chef, Trine Rubæk Olsen, der fortalte om Coops nye bæredygtighedsstrategi.

Coop ambas øvrige datterselskaber, Republica og FDB Møbler, havde stande på landsrådsmødet og fortalte om deres virke. Begge datterselskaber har aflagt årsrapport før Coop amba, og der er overskud begge steder.

Også medlemsmagasinet Samvirke og Coop Madskole GoCook havde stande og præsenterede deres arbejde og havde mange gode snakke med landsrådsmedlemmerne.

Til slut var der hilsener fra brugsforeningerne i Grønland og på Færøerne.

Bestyrelsen i Coop amba består nu af:

  • Formand Rasmus Willig
  • Medlem af forretningsudvalget Carsten Bank Mikkelsen
  • Medlem af forretningsudvalget Kristine Martin Berg
  • Medlem Eva Ryberg
  • Medlem Mads Svaneklink
  • Medlem Niels Mayland
  • Medlem Gitte Deleuran
  • Medarbejdervalgt Karsten Toksvig