Broager Bymidte får et løft: Trafikplan og byudvikling i fokus

Pressefoto Sønderborg Kommune

Teknik-, By- og Boligudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt en trafikplan for Broager Bymidte, der skal løse trafikale udfordringer og skabe en mere attraktiv bymidte. Første skridt er ensretning af Vestergade, så der skabes mere plads til bløde trafikanter.

Sønderborg Kommune har været i dialog med Broager Udviklingsforum og lokale aktører omkring Broagers nye trafikplan, som nu er godkendt af Teknik-, By- og Boligudvalget. Planen tager udgangspunkt i både trafikale udfordringer og ønsker om en mere sammenhængende bymidte.

Fokusområderne er særligt Storegade, Vestergade, Østergade, Møllegade og Torvet.

– Vi har lyttet til borgerrepræsentanterne og de lokale aktører, og det er tydeligt, at der er et stort ønske om at gøre Broager Bymidte mere funktionel og indbydende. Med denne plan tager vi et vigtigt skridt mod at skabe en bymidte, hvor både trafiksikkerhed, tilgængelighed og byliv går hånd i hånd. Ensretningen af Vestergade er et godt sted at begynde, da det løser nogle af de mest presserende trafikale udfordringer, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

I budgetforliget for 2026-2029 er der afsat 8 mio. kr. til Broager Bymidte i 2026 og 2027 til projektet i Vestergade. Den smalle vej skal ensrettes fra Parkvej mod Nejsvej, hvilket vil give bedre plads til bløde trafikanter og muliggøre vareindlevering til Coop365 via Vestergade i stedet for via Torvet. Vestergade gøres smallere og fortovet gøres bredere, og der lægges ny belægning på en del af vejen.

– En bedre bymidte i Broager har været på tapetet i mange år, nu kan vi endelig begynde at realisere planerne. Det glæder mig, at vi kan gå i gang næste år, så vi både får bedre trafikforhold og bedre forhold for de bløde trafikanter som skolebørnene. Inden vi for alvor går i gang, vil der blive inviteret til drop-in møder, hvor borgerne får mulighed for at komme med input, siger Kristian Beuschau, der er næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

Næste skridt

De resterende delprojekter vil blive behandlet i kommende budgetforhandlinger. I alt vil en gennemførelse af trafikplanen koste 42 mio. kr. Planen indeholder også ombygning af Torvet, fjernelse af indsnævring på Storegade, udskiftning af søstenene i midtbyen til teglsten, belægning med chaussésten i Vestergade, Møllegade, Storegade og Borgergade samt ny belægning med brosten på Stien og Peter Nissens Gang.

Byudviklingen understøtter Bystrategien for Broager By, som bl.a. sætter fokus på, at bymidten skal forbedres for bløde trafikanter og bilister samt for at skabe en bedre sammenhæng i bymidten.

Drop-in møde

Der planlægges et drop-in mødet for borgerne i området, hvor planen præsenteres, og borgerne kan komme med input. Hvis der kommer væsentlige ændringsforslag til trafikplanen, skal Teknik-, By- og Boligudvalget tage stilling til sagen igen.