Birgitte Klippert: Sure mand, vig bort

Birgitte Klippert har i denne uge nogle bud på, hvordan vi kan hjælpe vores virksomheder.

Dig! Ja, dig, sure mand. Denne her går ud til dig.

I denne uge stoppede Anne Kirstine Cramon som klummeskribent på Berlingske. Fordi den chikanerende adfærd, primært på sociale medier, som fulgte i kølvandet på diverse debatindlæg, blev for meget. Anne Kirstine, som jeg ikke kender fra andre steder end den offentlige debat, er intelligent, skarp og vidende, og hun kender godt gamet og spillereglerne, og hun er professionel as hell.

Alligevel sagde hun stop. Fordi det, som hun skriver på sin egen Facebookside, ikke er tæskene værd mere. Og det er ikke Anne Kirstine, der ikke har trænet nok eller ikke kender gamet. Det er med- og modspillerne, der bruger urimelige, feje og pinlige tricks.

Latterliggørelser, sexistiske kommentarer og nedladende meninger om Anne Kirstine (ikke om hendes mening eller klummeindhold!), var en del af modtagernes reaktioner på de sociale medier, men også utallige opkald fra mænd, hun ikke kendte. Og nu stopper Anne Kirstine så. Og boomermændene kan bekræfte sig selv i, at kvinder er svagelige, tyndhudede og ikke i stand til at håndtere til offentlige debat.

Og intet kunne være mere forkert. Det er nemlig boomermændene, de gamle, sure mænd på SoMe, for hvem tiden er rendt fra, der er svagelige, tyndhudede og ikke i stand til at håndtere den offentlige debat. Og da slet ikke, når meningerne kommer fra en veluddannet og begavet kvinde.

Ovenstående er en konkret og aktuel sag, som handler om en yderst uhensigtsmæssig adfærd i forbindelse med modtagelsen af meningsdanneres holdninger. Men det er desværre også mere end det. Og guderne må vide at jeg ingenlunde er pessimist – snarere tværtimod hvis jeg absolut skal klassificeres –, men jeg bliver dybt bekymret for vores demokrati, når sager som disse kommer frem. Fordi vi risikerer, at boomermændenes adfærd ødelægger den debat, der er så afgørende for vores demokrati, vores oplysning og vores evne til kritisk stillingtagen.

På den ene siden har jeg lyst til at tie dem ihjel og have fokus på det fantastiske indhold, som mediernes debattører dag efter dag, mig af og til inklusiv, bidrager med til gavn for hele vores samfund, men på den anden side så dur det simpelthen heller ikke, at de sure, gamle mænd der er sluppet løs på SoMe, får lov til at opføre sig, som de lyster, uden at der bliver sat spot på dem, så vi alle kan få øje på dem og derigennem tage afstand fra deres handlinger.

Jeg skriver kun mænd – det er korrekt. Og det kunne være sexistisk, at jeg peger på ét køn her og gør dét køn til syndebuk. Men det er ikke sexistisk. Det er et faktum, at Anne Kirstine Cramon primært, hvis ikke kun, oplevede denne adfærd fra mænd. Ikke fra alle mænd. Men fra de gamle og sure boomere. Så er dén vist deklareret.

Så gamle, sure boomermand – stop nu. Du er mest af alt til grin, og derudover er du til fare for demokratiet. Du har så ganske rigtigt ytringsfrihed, men husk nu at ordet kun er frit. Ikke gratis.

Måske jeg en dag også bliver chikaneret af gamle, sure boomermænd, så jeg er nødt til at vurdere, hvad jeg udsættes for i demokratiets navn og for Danmarks bedste. Måske bliver jeg ikke. Men uanset hvad, så er det én for meget hver eneste gang, at en debattør eller mere eller mindre offentlig meningsdanner tier stille. Fordi den offentlige debat bliver smallere som konsekvens heraf. Og den offentlige debats bredde er, og har i lange tider været, en af Danmarks forcer.

Alt det bedste til Anne Kirstine og alle andre debattører, politikere, influencers, meningsdannerne mv.