Birgitte Klippert: Statens rolle skal til debat

- Staten skal påtage sig opgaver og ansvar. Ingen tvivl om det. Men med vores nuværende regering tager det snart overhånd, lyder det fra Birgitte Klippert i Meninger.

Det danske stats styring tager fart lige for tiden. Flere og flere regler kommer der, og flere og flere tiltag vedtager regeringen og dens støttepartier, som har vidtrækkende konsekvenser for den almindelige dansker.

Staten skal påtage sig opgaver og ansvar. Ingen tvivl om det. Men med vores nuværende regering tager det snart overhånd. Staten skal være stærk nok til at rejse den svage, men for svag til at knække den stærke. Og nu lige nu gives staten af regeringen en magt, der, i stedet for at hjælpe nogen som helst, gør alle svage. Ved de matriarkalske indgreb, som vi er vidne til for tiden, afmonteres den almindelig danskers frihed, ligesom at danske institutioner med tvang bliver et middel til opnåelse af et socialdemokratisk utopisk samfund. Et samfund udvikles af folk, virksomheder, institutioner og politik. Men ikke kun af politik, som det er tilfældet for tiden.

Kønskvoter, tvangsbarsel og tvangsflytning af gymnasieelever er bare tre ting, som den seneste tid er blevet debatteret, noget endda bestemt, og forsøgt pakket ind som gode ideer, der løser alverdens problemer. Emner som disse kan virke ligegyldige, hvis man ikke lige er topleder, nybagt forælder eller teenageforælder, men det vedkommer os alle, når danskernes og institutionernes frihed og ansvar sættes under pres. Fordi det kalder på en debat, der er meget større end det enkelte emne. Nemlig debatten om, hvad der er statens opgave.

Forestil dig at du ikke længere har frit skolevalg i Danmark. Forestil dig at dit skolebarn ikke må gå i klasse med naboens børn. Forestil dig at dit barns klassekammerater bor så langt væk, at din søn eller datter ikke kan cykle derhen. Forestil dig at dig at staten bestemmer, hvilken skole der er den bedste for dit barn.

Og stop så med forestillingerne. Og fortæl dig selv at sådan er vilkårene snart for danske gymnasieelever. For Regeringen har flertal for, at det nu er statens opgave at fordele danske gymnasieelever. De danske gymnasieelever bliver slagtet i Pernille Rosenkrantz-Theil med fleres ideologiske korstog, hvor statsdefineret lighed er den eneste sandhed. Det er en skandale, at de unge mennesker i Danmark skal betale prisen. Lad dem da gå på lige præcis det gymnasium, der passer bedst til dem, så de får den bedste ungdomsuddannelse til gavn for dem selv og for Danmark.

Det stopper ikke her. Undervisningsministeren og undervisningsordfører Jens Joel (S) har allerede meddelt, at de arbejder på en lignende model på folkeskoleområdet. Og så er der altså ikke langt til, at det er staten, der skal bestemme, hvem dit barn har mulighed for at spille fodbold i frikvartererne. Det duer ikke.

I stedet for at indskrænke friheden, kan vi give lavindkomstfamilier bedre muligheder for en plads på et populært gymnasium ved at øges disses optag, vi kan skærpe tilsynet på de gymnasier, hvor der måtte være udfordringer, og vi kan stille redskaber til rådighed for de gymnasier, der har svært ved at håndtere fx en integrationsudfordring.

Senest juni 2023 er der folketingsvalg i Danmark, og fra nu og indtil krydses skal sættes bør vi alle spørge os selv, hvad statens opgave bør være fremadrettet. Skal vi fortsætte med matriarkalsk formynderi, eller skal vi i stedet lade staten passe, hvad staten bør, og således frigive en masse overskud til danskerne, institutionerne, foreningerne, erhvervslivet mm., så disse kan udvikle dét land, det Danmark, som vi alle er så glade for og stolte af at bo, leve og være i.