Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland har rejst tiltale mod to mænd på 26 og 27 år for menneskeudnyttelse af fire mindreårige drenge i forbindelse med arbejde med nedrivning.
Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland har den 30. juni 2026 rejst tiltale mod to mænd på 26 og 27 år for menneskeudnyttelse af fire mindreårige drenge i forbindelse med arbejde med nedrivning af asbestholdige tagplader på en ejendom i Sønderborg Kommune.
Anklagemyndigheden har samtidig rejst tiltale for overtrædelse af en række arbejdsmiljøregler i forbindelse med arbejdet, herunder blandt andet, at de mindreårige ikke benyttede personlige værnemidler.
Kompleks efterforskning
Det er Arbejdstilsynet, der i oktober 2024 anmeldte sagen til Syd- & Sønderjyllands Politi efter et tilsynsbesøg på landejendommen måneden forinden. Efterfølgende har Syd- & Sønderjyllands Politi foretaget en længerevarende og kompleks efterforskning i samarbejde med Midt- & Vestsjællands Politi, da både de tiltalte og de berørte mindreårige bor i politikredsens område. Efterforskningen har også omhandlet yderligere mindreårige og yderligere arbejdspladser.
Anklagemyndigheden har herefter blandt andet foretaget yderligere forelæggelse for Arbejdstilsynet i relation til overtrædelserne af arbejdsmiljøreglerne og har vurderet både resultaterne af efterforskningen og det juridiske grundlag.
Grundlag for tiltale
På baggrund af sagens samlede omstændigheder har anklagemyndigheden fundet, at der er grundlag for at rejse tiltale for blandt andet at have udnyttet de fire mindreåriges vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til sætte dem i arbejde under åbenlyst urimelige forhold på ejendommen i Sønderborg Kommune.
Anklagemyndigheden har således også besluttet, at der ikke skal rejses tiltale i den del af sagen, der omhandler de øvrige arbejdspladser, da anklagemyndigheden vurderer, at det ikke er muligt at bevise, at der de steder er arbejdet under åbenlyst urimelige forhold.
”Sagen handler blandt andet om menneskeudnyttelse, der er en relativt ny bestemmelse i straffeloven, hvor der er begrænset retspraksis, og hvor der skal foretages nogle komplekse afvejninger. Vi har foretaget en omfattende gennemgang af sagen samt reglerne om menneskeudnyttelse og reglerne om håndtering af asbest og har fundet grundlag for at rejse tiltale. Vi ser nu frem til, at sagen skal hovedforhandles i retten,” oplyser fungerende advokaturchef Jesper Klyve.
Anklageskriftet er indleveret til Retten i Sønderborg. Sagen er i skrivende stund endnu ikke berammet. Anklagemyndigheden vurderer, at hovedforhandlingen vil strække sig over fire retsdage.
Fakta om menneskeudnyttelse:
Folketinget har indført en bestemmelse om menneskeudnyttelse i straffeloven – paragraf 262 b – der omfatter en del af de samme elementer som menneskehandel efter lovens paragraf 262 a. Dog stilles der i sager om menneskeudnyttelse ikke krav om, at der skal være brugt eksempelvis trusler. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juni 2022.
Straffelovens § 262 b har følgende ordlyd:
For menneskeudnyttelse straffes med fængsel indtil 6 år den, der ved udnyttelse af en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager vedkommende til arbejde under åbenlyst urimelige forhold. På samme måde straffes den, der under de i 1. pkt. nævnte omstændigheder udnytter en person til prostitution, optagelse af seksuelt materiale såsom fotografier eller film eller forestilling med seksuel optræden.
