To belgiske statsborgere blev i dag dømt for indsmugling af 35 kilo amfetamin
To belgiske statsborgere blev i dag idømt tilsammen 22 års fængsel ved Retten i Sønderborg for indsmugling af amfetamin.
Der er tale om to belgiske statsborgere på 29 og 36 år, der den 22. april 2026 omkring klokken 04.00 blev anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi ved Sæd grænseovergang og sigtet for indsmugling af 35 kilo amfetamin til Danmark.
Den 36-årige mand blev i dag også dømt for narkokørsel, da han kørte smuglerbilen, selv om han var påvirket af THC.
Den 29-årige kvinde blev idømt 12 års fængsel, mens den 36-årige mand blev idømt 10 års fængsel.
Domsmandsretten udviste dem samtidig af Danmark for bestandigt.
”Der er tale om en stor mængde narkotika, som heldigvis blev fjernet fra markedet. Retten fulgte min påstand både i forhold til straffenes længde og udvisning. Afgørelsen afspejler sagens alvor og viser, at det straffes hårdt, selvom man alene har fungeret som kurér. Forskellen i straffene til de tiltalte skyldes, at den 36-årige tilstod under efterforskningen, mens den 29-årige nægtede sig skyldig,” siger anklager Kasper Jørgensen fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
De to dømte har siddet varetægtsfængslet siden den 22. april og blev i dag fængslet efter dommen. Både narkotikaen og den belgisk indregistrerede bil blev konfiskeret.
