Åbning af det store produktionsanlæg i sønderjyske Kassø ved Rødekro er historisk milepæl for grønne PtX-brændstoffer

Et imponerende syn - containerskibet Laura Mærsk tankede metanol fra Kassø i Aabenraa havn. Foto og videorettigheder: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Pionerånden lever i bedste velgående i den grønne omstilling i Danmark. Det slår åbningen af European Energys kommercielle PtX-anlæg fast. Anlægget omdanner strøm fra sol og vind til 42.000 tons grønt brændstof til bl.a. skibs- og luftfarten. På havnen i Aabenraa er der netop blevet tanket metanol fra Kassø på Laura Mærsk.

Kassø e-metanolanlæg ved Rødekro
Kassø e-metanolanlæg ved Rødekro European Energy European Energy

I dag, tirsdag den 13. maj 2025, markerer en milepæl i dansk produktion af grønne PtX-brændstoffer, da den røde snor til PtX-anlægget Kassø ved Rødekro klippes ved den officielle indvielse. Fabrikken er det første kommercielle e-metanolanlæg i Danmark – og det største produktionsanlæg i verden til dato.

– Åbningen af Kassø er historisk. Danmark er det første land i verden til at producere grønne PtX-brændstoffer i så stor skala, og anlægget i Rødekro er derfor et vidnesbyrd om den pionerånd og fortsatte innovationskraft, vi besidder i den grønne omstilling herhjemme. Vi var de første til at blive verdensførende til at producere grøn strøm fra vind, og nu viser vi også vejen til, hvordan den grønne strøm kan omdannes og forædles til grønne PtX-brændstoffer, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, der deltager i indvielsen.

PtX-anlægget i Kassø har kapacitet til at producere 42.000 ton e-metanol om året, når det er i fuld drift. Der er indgået aftale om, at halvdelen af brændstofferne udskibes til rederigiganten A.P. Møller-Mærsk via Aabenraa Havn. Mærsk benytter dernæst e-metanolen i deres metanolskibe, i første omgang til containerskibet Laura Mærsk.

Blandt Kassøs andre kunder finder man flere af Danmarks største virksomheder, da både LEGO og Novo Nordisk vil anvende e-metanolen som erstatning for de fossile elementer i deres plastprodukter.

– Kassø er et fyrtårnprojekt for PtX-industrien i Danmark, og vi har alle forudsætninger for at skabe et nyt, dansk erhvervseventyr. I takt med at vores egne, nationale udledninger går ned, er det tiltagende vigtigt, at vi løfter blikket og ser på, hvordan vi kan nedbringe de internationale udledninger. Her kan grønne PtX-brændstoffer fortrænge brugen af sorte brændsler i både skibs- og luftfarten. Det er først og fremmest godt for klimaet, men det øger også vores energiuafhængighed og sikrer en robust, europæisk forsyning, hvilket er mindst lige så vigtigt i disse usikre, geopolitiske tider, siger Kristian Jensen.

Sammen med European Energy, Mærsk, Siemens Energy og østrigske OMW deltager Kristian Jensen i en high-level rundbordsdiskussion, der netop ser nærmere på, hvordan produktionen af grønne brændstoffer kan skaleres op i de kommende år.

Læs mere om metanol fra Kassø ved Rødekro – KLIK HER

Fakta

  • Kassø er verdens første storskala e-metanolfabrik, der omdanner grøn strøm fra sol og vind til grønne PtX-brændstoffer.
  • Med en kapacitet på 52 MW skal European Energys anlæg producere omkring 42.000 tons grønne brændstoffer hvert år.
  • Det fuldt raffinerede e-metanol skal erstatte brugen af fossile brændstoffer i fly, skibe og produktionen af plastik.
  • Blandt aftagerne af de grønne brændstoffer fra Kassø er LEGO, Novo Nordisk og Mærsk.
  • European Energy har foreløbig 30 medarbejdere ansat på Kassø.