Aabenraa`s borgmester: – Vi har landets femtebedste sagsbehandlingstid ved byggesagsbehandling…

Arkivfoto - Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen og erhvervsminister Morten Bødskov foran slusepumpen ved Aabenraa Havn i dag søndag sidst på dagen. Slusepumpen har allerede vist sig særdeles effektiv under oversvømmelsen. Slotsmølleåen blev tømt for vand i løbet af ganske kort tid. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Aabenraa Kommune går 23 pladser tilbage i den generelle placering i Dansk Industris årlige erhvervsvenlighedsundersøgelse.

Som vanligt er undersøgelsen inddelt i underkategorier, hvor Aabenraa Kommune især udmærker sig som førende på kategorien ”Infrastruktur og Energi”, mens der er tilbagegang at spore i dele af de andre kategorier.

– På Infrastruktur og Energi rangerer vi som nummer 12, hvilket jeg er glad for.

– Vi får gode tilbagemeldinger på vores indsats for at sikre god mobilitet, bæredygtig transport og klimavenligt erhvervsliv.

– Det er et fokusområde for os at gå forrest i den grønne omstilling, så jeg er også glad for, at det mærkes hos erhvervslivet, siger Aabenraa Kommunes borgmester, Jan Riber Jakobsen og fortsætter:

– Jeg er nysgerrig på, hvordan vi i fremtiden kan sikre endnu bedre dialog med Dansk Industris medlemsvirksomheder.

– Kigger man eksempelvis på byggesagsbehandling er vi landets femte bedste på sagsbehandlingstider og scorer højt på de mere statistiske indikatorer, mens vi scorer lavt på de subjektive besvarelser.

– Vi får samtidig gode resultater, når vi selv foretager undersøgelser på netop byggesagsbehandling eller når vi spørger i vores erhvervspanel for Byg, så jeg ser frem til at dykke ned i undersøgelsen og tage en dialog om, hvordan vi i fremtiden kan blive endnu bedre.

På området for arbejdskraft og den generelle tilfredshed og dialog er der tilbagegang i undersøgelsen.

– Jeg anerkender naturligvis de tal, vi får fra undersøgelsen. Hvad angår arbejdskraft, så kigger vi som landsdel ind i nogle udfordringer ned den samlede arbejdskraft, som det er et fælles ansvar at få løst. Der er et fælles ansvar i at få opkvalificeret den nuværende arbejdsstyrke, lige som vi også sammen skal kigge på flere muligheder for at tiltrække ny arbejdskraft. Det vil vi sammen med vores lokale erhvervsservice Business Aabenraa og vores erhvervsliv kigge på og tale endnu mere om, siger Jan Riber Jakobsen og tilføjer:

– Antallet af arbejdspladser i Aabenraa Kommune er steget. Samtidig har vi et godt samarbejde med Business Aabenraa og med vores Jobcenter, hvor vi blandt andet tilbyder Partner Jobmatch, Bo- og Jobmesser og lignende aktiviteter.

I denne uge har vi netop underskrevet budgetforliget for Budget 2027, og her har vi afsat penge til at styrke indsatserne på især ungeområdet, så flere unge får en tilknytning til uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet.

– Vi skal i det nye år desuden i gang med en revideret udgave af vores erhvervsstrategi, hvor vi til og med erhvervslivet sætter rammerne for det gode erhvervsliv i Aabenraa Kommune. Undersøgelsen fra Dansk Industri kommer selvfølgelig også til at indgå i det arbejde.