På grund af en positiv COVID-19 test hjemsendes 22 børn og fire ansatte fra daginstitutionen Spiretoppen i Høje Kolstrup, da de er defineret som nære kontakter.
Et barn fra Spiretoppen i Høje Kolstrup er konstateret smittet med COVID-19, og det betyder, at 22 børn og fire ansatte hjemsendes som nære kontakter.
– Vi har efter sundhedsfaglig vurdering hjemsendt de 26 personer som nære kontakter. De berørte forældre er blevet orienteret om hjemsendelserne, og de er informeret om, at vi som altid følger de retningslinjer, der er på området for nærkontakter, siger Jacob Svarre Winther, dagtilbudschef i Aabenraa Kommune, i en pressemeddelelse.
Ved positive tilfælde af COVID-19 i Aabenraa Kommunes dagtilbud gælder fortsat, at barnet igen må komme i institution efter to negative test foretaget fire og seks dage efter smittetilfældet. Færdigvaccinerede og personer, som har immunitet grundet tidligere smitte skal lade sig teste, men er undtaget retningslinjerne for selvisolation.