Torsdag aften kårede Røde Kors Jeanett og sønnerne, Bjarke og Thorbjørn, til Årets Førstehjælpere 2026, efter de sidste sommer reddede livet på John ved at stoppe en livstruende blødning under et vinduesskifte.
Det kom som en stor overraskelse for Jeanett Søndergaard og hendes sønner, Bjarke og Thorbjørn, da Røde Kors torsdag aften kunne fortælle dem, at de er kåret som Årets Førstehjælpere 2026. Familien reddede sidste sommer livet på Jeanetts bror, da han under et vinduesskifte kom alvorligt til skade og fik skåret en pulsåre over i låret.
– Det betyder virkelig meget for mig at modtage prisen, men vigtigst er at vi stadig har John siger en rørt Jeanett Søndergaard.
Ulykken skete, da en rude pludselig sprang i hænderne på John. Et glasskår ramte hans ben og skar hul på pulsåren, hvilket førte til en kraftig blødning.
– Blodet fossede ud. Der var ingen tvivl om, at det var alvorligt, fortæller Jeanett Søndergaard.
Familien reagerede hurtigt og fordelte rollerne: Jeanett ringede 112, Thorbjørn hentede håndklæder, og Bjarke lagde pres på såret og holdt John ved bevidsthed, indtil hjælpen nåede frem.
Hos Røde Kors fremhæver man familiens indsats som et eksempel på, hvor afgørende førstehjælp er i en akut situation.
– Ved alvorlige blødninger kan man miste store mængder blod på få minutter. Hurtig handling og direkte tryk mod såret kan være forskellen mellem liv og død, siger Jakob Edelberg Thomsen, korpslæge ved Røde Kors.
Årets Førstehjælper uddeles hvert år af Røde Kors til personer, der handler hurtigt og korrekt i kritiske situationer. Med prisen følger 10.000 kroner, sponsoreret af Caverion Denmark A/S.
Seneste video…
