Aabenraa Erhvervsforening: Vivi Tygesen fra N.T. modtog det allerførste skulderklap

Foto: Pernille Hylleberg

Et stort skulderklap gik forleden til Vivi Tygesen fra N.T., da hun som den første nogensinde modtog Aabenraa Erhvervsforenings nye pris Årets Skulderklap.

Aabenraa Erhvervsforening har i år lanceret en helt ny pris – Årets Skulderklap – som skal hylde de medlemmer, der gør en særlig indsats for fællesskabet i foreningen. Og den første modtager af prisen blev Vivi Tygesen fra N.T., som helt uventet fik overrakt prisen under erhvervsforeningens årlige Efterårsmøde i går.

Formand for Aabenraa Erhvervsforening, John Christensen, fortalte, at valget var oplagt:

– Vivi er et levende eksempel på den energi og opbakning, der gør vores forening stærk. Hun deltager i næsten alt, møder altid op med et smil og er fantastisk til at dele sine positive oplevelser og rosende ord om foreningen på LinkedIn. Det smitter – og det inspirerer andre til at gøre det samme. Derfor skulle det første Årets Skulderklap uden tvivl gå til hende, siger John Christensen.

Prisen blev overrakt under Aabenraa Erhvervsforenings årlige Efterårsmøde. Foto: Pernille Hylleberg. 

Den nye pris blev taget imod med både glæde og overraskelse af Vivi:

– Det er meget overvældende. Når jeg deler mine oplevelser, er det gjort fra hjertet. Det lyder måske utrolig helligt, men det er egentlig en simpel ting for mig at dele min oplevelse med det netværk, vi er i. Det gør mig stolt, når jeg er med til et af erhvervsforeningens arrangementer, og jeg nyder de gode snakke og det fællesskab, vi har på kryds og tværs, sagde en rørt Vivi Tygesen, da hun modtog prisen på scenen.

Vivi repræsenterer N.T., som dækker flere virksomheder – herunder N.T. Tømrer, N.T. Murer, N.T. Boligpavillon, Byggemester N.T. og N.T. Jord og Kloak.

Om Årets SkulderklapAabenraa Erhvervsforening har i 2025 indført prisen Årets Skulderklap for at hædre de personlige medlemmer, der er særligt aktive og engagerede i foreningen.
Foreningens sekretariat indstiller op til fem kandidater, og bestyrelsen udpeger vinderen på baggrund af aktivitet, engagement og evnen til at være en god ambassadør for foreningen.Prisen bliver fremover uddelt hvert år på Efterårsmødet og består af en vandrepokal.Vivi Tygesen er den første nogensinde til at modtage prisen.