4 år undervejs: DGI Sønderjylland Genforeningsarrangement Stafet 2020 er startet

DGI Genforeningsstafet 2020 - ankomsten til Kruså - Foto: DGI Sønderjylland

Genforeningen – Søndag d. 9. maj 2021 gik starten på 4 års forberedelse og planlægning med DGI Sønderjyllands Genforeningsarrangement, Stafet 2020, hvor en frivillig styregruppe har siddet i spidsen hele vejen og involveret 25 lokale DGI foreninger samt de syv syd- og sønderjyske kommuner.

Åbningen skete på Genforeningspladsen foran Folkehjem i Aabenraa med inviterede gæster, heriblandt deltagelse af Aabenraa Kommunes Borgmester, Thomas Andresen, og formand for DGI Sønderjylland, Claus Klaris, som begge iført løbetøj bragte stafetten de første 2 km af rutens i alt 468 km.

Nu er vi 10 dage inde i Stafet 2020 og depechen er nået frem til Kruså. Samtidig har over 1.000 deltagere i Den Digitale Stafet 2020 samlet set gået og løbet 11.786 km fra deres egen hoveddør eller benyttet sig af de åbne lokale ruter. Dagligt melder de kilometer ind på DGI Stafet 2020’s Facebookside og på den måde motiverer og opfordres de til daglig aktivitet.

Opbakning til Digital Stafet

Foruden de 468 km stafetløb, som løbes i etaper hver dag frem til afslutningen d. 6. juni 2021 af lokale løbeklubber, så kan alle øvrige være med i Den Digitale Stafet 2020, som foregår fra den enkeltes egen hoveddør:

”Vi skulle jo have været samlet til ni store folkeevents, i stedet har vi gjort det muligt at deltage i Den Digitale Stafet 2020, hvor vi motiverer folk til at komme ud at gå en tur eller løbe af sted sammen med klubben hele måneden. Vi beder deltagerne om at melde ind med kilometer gennem Stafet 2020’s Facebookside, og på den måde kan vi motivere hinanden til bevægelse” udtaler DGI gå- og løbekonsulent, Danni Callesen.

Efter stafetten er blevet digital har over 1.000 personer meldt sig til at gå eller løbe en tur hver for sig rundt i hele Danmark – og for deres deltagelse modtager de et unikt Stafet 2020 krus med logo på. Tilmelding er muligt helt frem til slutdatoen d. 6. juni og kan gøres via www.dgi.dk/stafet2020

Fakta:

  • Den Digitale Stafet 2020 afholdes fra d. 9. maj – 6. juni og koster 50 kr. at deltage i. Alle kan deltage og være med fra deres egen hoveddør.
    Læs mere på: www.dgi.dk/stafet2020
  • Søndag d. 9. maj 2021 starter Stafet 2020 ved Folkehjem Aabenraa, og 468 km senere kommer den tilbage til Folkehjem Aabenraa d. 6. juni 2021.
  • Ca. 600 forskellige løbere fra de 25 lokalforeninger er undervejs med til at bringe depechen rundt langs ruten.

Øvrige datoer:

– 21. maj kl. 17.00: Tønder Kommunes Borgmester Henrik Frandsen modtager depechen og underskriver historisk dokument i Tønder.

– 27. maj kl. 17.00: Esbjerg Kommunes Borgmester Jesper Frost Rasmussen modtager depechen og underskriver historisk dokument ved Hviding.

– 30. maj kl. 12.30: Vejen Kommunes Borgmester Egon Fræhr modtager depechen og underskriver historisk dokument ved Frihedsbroen Skibelund. Han løber med Stafetløberne videre til Skibelund Krat.

– 1. juni kl. 17.00: Messingskilte hamres i lindetræerne ved Grænsekroen i Christiansfeld af Kolding Kommunes borgmester Jørn Petersen, formanden for Genforeningsmuseet Kaj Nielsen, Stafet 2020 frivillig Holger Jacobsen + 2 idrætsaktive.

– 2. juni kl. 17.00: Genforeningsstien i Haderslev Kommune indvies.

– 6. juni kl. 15.00: Stafet 2020 afsluttes ved Folkehjem og depechen har været 468 km undervejs og er nået ”hjem”. Regionsrådsformand Stephanie Lose deltager og holder afslutningstalen. Depechen afleveres til udstilling på Folkehjem med et påbud om først at åbnes om 100 år til 200-året for Genforeningen. Repræsentanter fra 25 involverende løbeklubber ventes at deltage.