Ny aftale om genåbning: Slut med mundbind fra mandag

Regeringen er sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance samt Alternativet blevet enige om en plan for udfasning af alle restriktioner indført som led i håndteringen af COVID-19. Udfasningen kommer til at ske gradvist i den kommende tid, og alle restriktioner vil være udfaset den 1. september 2021, bortset fra i nattelivet samt i forbindelse med udendørs arrangementer med flere end 2.000 siddende tilskuere og indendørs stående arrangementer, hvor der indtil den 1. oktober 2021 vil skulle vises coronapas.

Aftalen er indgået som opfølgning på Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark af 22. marts 2021 samt den seneste aftale om udmøntning af genåbning pr. 21. maj 2021.

Med den netop indgåede aftale er der nu lagt en plan for udfasning af alle restriktioner indført som led i håndteringen af COVID-19, der i dag gælder i Danmark. Det betyder, at alle restriktioner gradvist vil blive udfaset hen over de kommende måneder, og fra 1. september 2021 vil alle restriktioner – undtagen i nattelivet samt i forbindelse med udendørs arrangementer med flere end 2.000 siddende tilskuere, indendørs stående arrangementer og rejser til og fra Danmark, være ophævet.

Krav om at bære mundbind eller visir udfases den 14. juni 2021 på alle områder undtagen for stående passager i den kollektive transport mv. Mundbind og visir udfases helt den 1. september 2021.

Udfasningen af coronapasset vil begynde den 14. juni 2021 de steder, hvor der er mindst smitterisiko, bl.a. på biblioteker, fritids- og foreningsaktiviteter (ekskl. idræt) samt folkeoplysning. Derefter sker der en gradvis udfasning af kravet om coronapas på de steder, hvor der er større smitterisiko, hen imod den 1. september 2021, hvor kravet bortfalder – bortset fra i nattelivet, ved udendørs arrangementer med flere end 2.000 siddende tilskuere og ved indendørs stående arrangementer.

Derudover udvides åbningstiden på serveringssteder til kl. 24.00 fra den 11. juni 2021 og til kl. 02.00 pr. 15. juli 2021.

Justitsminister Nick Hækkerup:

”Vi står i en gunstig position i Danmark, hvor der er grund til at gå sommeren optimistisk i møde.  Smitteudviklingen befinder sig på et stabilt niveau, mens vaccinationen af danskerne kører i et godt tempo. Jeg er derfor glad for, at et bredt flertal i Folketinget nu er blevet enige om en plan, der betyder, at alle restriktioner – undtagen i nattelivet samt i forbindelse med visse arrangementer og rejser til og fra Danmark – vil være væk i september. Den næste tid skruer vi derfor ned for brugen af mundbind, mens vi omvendt skruer op for åbningstiden for serveringssteder og hæver forsamlingsloftet.”

Sundhedsminister Magnus Heunicke:

“Smitten er på vej ned, 2,5 millioner mennesker har fået mindst ét vaccinationsstik og det gode vejr arbejder til vores fordel. Derfor er vi nu sammen med partierne blevet enige om en markant genåbning, hvor alle restriktioner udfases og helt ophæves fra 1. september – på nær coronapasset, som vil gælde på enkelte områder. Allerede i næste uge skærer vi drastisk ned for brugen af mundbind, og fra på lørdag udvider vi åbningstiden på serveringssteder.

Samtidig er det dog vigtigt, at vi fortsat overvåger smitten og slår ned mod lokale smitteudbrud, så vi bevarer epidemikontrollen. Her er coronapas et vigtigt redskab, og udfasningen af coronapas vil derfor ske gradvist henover sommeren.”

Læs aftalen her