Generalforsamling hos Tønder Erhvervsråd – Vi har fremover fokus på ni indsatsområder

Fødevarehuset Vores Marsk ligger i den bagerste del af Digegrevens Hus - Allègade 15 i Tønder. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Onsdag, d. 24. april, afholdt Tønder Erhvervsråd generalforsamling på Tønder Kulturhus. Ud over den ordinære generalforsamling, var der planlagt en kort workshop, hvor medlemmer kunne give deres besyv med til, hvordan fremtiden for Tønder Erhvervsråd skal se ud.

Den ordinære generalforsamling blev dirigeret af Ole Bille Petersen fra Advokat Firmaet Karen Marie & Anders C. Hansen, og herefter gennemgik formand for bestyrelsen, Bo Kjelkvist, bestyrelsens beretning for det forløbne år.

Der blev især lagt vægt på vigtigheden af Tønder Erhvervsråds mission: ”Vi styrker erhvervslivet og fællesskabet i hele Tønder Kommune”, men også at vi skal forsøge på at stå sammen og ikke bekæmpe hinanden:

I Tønder Erhvervsråd fortsætter vi ufortrødent arbejdet med at styrke fællesskabet i hele Tønder kommune,
uagtet hvilke holdninger vi møder undervejs. Jeg vil herfra appellere til, at ansvarlige politikere tager hånd om situationen og lader de erhvervsstøtte-midler som tildeles de enkelte aktører, blive øremærket fællesskabet i højere grad end tilfældet er i dag. Som jeg ser det, er det pengene som skal styre udviklingen i den retning. Vi har, i alt for lang tid, forsøgt ad frivillighedens vej, uden held, lød det bl.a fra Bo Kjelkvist, formand for Tønder Erhvervsråds bestyrelse.

Formanden understregede også vigtigheden af, at erhvervslivet bakker op om tiltag, der kan være med til at skabe vækst i kommunen.

Efter gennemgang af regnskab, fremlagde Erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd, Peter Engel-Andreasen, kommende aktiviteter hos Tønder Erhvervsråd, hvor der blev kigget nærmere på de ni indsatsområder, der skal være i fokus i fremtiden:

  • Vores Marsk
  • SMALLBusiness Tønder
  • Internationalisering
  • Uddannelse og arbejdskraft
  • Vækst
  • Virksomhedsvejledning
  • Grøn omstilling
  • Digitalisering og vedvarende energi
  • Tiltrækning af virksomheder

Herefter stod 4 bestyrelsesmedlemmer til genvalg. Det drejede sig om:

  • Morten Rask Dahl – Ønskede ikke genvalg
  • Manuela Veldhuis – Ønskede ikke genvalg
  • Erling Christensen – Ønskede genvalg
  • Keld Riddersholm Nielsen – Ønskede genvalg

Samtidigt stillede 2 nye kandidater op til bestyrelsen:

  • Kirsten Von Wildenradt (KALB)
  • Steen Nelting (Marksdestilleriet)

Efter afstemning blandt medlemmer af Tønder Erhvervsråd blev Kirsten Von Wildenradt og Steen Nelting valgt ind som bestyrelsesmedlemmer, Erling Christensen og Keld Riddersholm Nielsen blev genvalgt.

Både formand, Bo Kjelkvist, og næstformand, Jens Sandahl Sørensen, fortsætter i deres respektive roller.

I løbet af aftenen blev der også afholdt fem workshops, hvor de deltagende virksomheder kunne høre mere om og komme med inputs til de fem fem mest pointscorende aktiviteter fra en tilfredshedsanalyse blandt Tønder Erhvervsråds medlemmer:

  • Internationalisering
  • Dialog og sparring
  • Dialog med kommunale samarbejdspartnere
  • Faglige arrangementer
  • Tiltrækning af virksomheder

Her blev der opsamlet en række gode tænke, idéer og inputs fra de fremmødte, som skal indarbejdes og implementeres i Tønder Erhvervsråds fremtidige arbejde.

Omkring 65 deltog i generalforsamlingen.

Kilde: Tønder Erhvervsråd