100 millioner til Kongeåen og snæblen i LIFE Naturprojekt

Snæbelstryget i Tønder blev opført i 2009/2010 i forbindelse med det store snæbelprojekt. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

I perioden 1. september 2023 – 31. december 2030 gennemfører Esbjerg Kommune sammen med en række projektpartnere LIFE Naturprojekt Kongeåen. Den samlede projektsum udgør ca. 100 mio. kr. 

Projektet skal forbedre livsvilkårene for en række fiske- og fuglearter i og omkring Kongeåen, blandt andet den sjældne og truede snæbel. Samtidig giver projektet alle mulighed for at opleve naturen ved Kongeåen.

Et vigtigt mål er at forbedre naturforholdene og genskabe en naturlig slyngning af Kongeåen mellem Vilslev og Kongeåslusen. Samtidig genskabes et naturligt samspil mellem vandløbet og de omkringliggende arealer. Dermed skabes egnede opvækstområder for snæbel og andre fiskearter, og levesteder sikres for en række fuglearter.

Snæblens storhedstid i det syd- og sønderjyske – Ribe Vesterå, Vidå og andre steder

I starten af halvfemserne var der masser af store flotte snæbel i både Ribe Vesterå og Vidåen. Faktisk var der så mange, at det til tider var nemmere at få en snæbe på krogen end en havørred i Vidåen i januar måned.

Denne overflod af snæbel blev produceret på et dambrug ved Enstedværket i Aabenraa.

Og det var en bragende succes.

Sidenhen er udsætningsprojektet stoppet.

Men nu ser det ud til, at der igen kommer gang i dambrugsproduktionen af snæbel, og det vil helt sikkert give bestanden et livsvigtigt boost. (Redaktionen)

Naturprojektet tager udgangspunkt i en genskabelse af Kongeåens naturlige forløb mellem Vilslev og Kongeåslusen. Her eksisterer mange af de oprindelige, nu afskårne mæandrer, der stadig er tydelige i landskabet. Med genslyngning af Kongeåen på denne strækning vil der ske en væsentlig forbedring af naturforholdene i Kongeåen.

Samtidig genskabes også et naturligt sammenspil mellem vandløbet og de omkringliggende arealer, hvor oversvømmelser frit kan brede sig ud i omgivelserne fra vandløbet i forbindelse med høj vandstand og derfra trække sig frit tilbage til vandløbet ved faldende vandstand. Dermed skabes egnede opvækstområder for snæbel.

Artiklen fortsætter under foto

Snæblen, der måske er en helt? Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

Snæbeltiltag i projektet 

Observationer og registrering af valgte gydeområder

Fangst af gydemodne fisk (DNA-prøver af forældrefisk)

Opdræt af yngel og udsætning (3 steder) Mærkning af gydefisk (DNA-prøver). Radiotelemetri-undersøgelse med lyttestationer og pejling 

I LIFE Naturprojekt Kongeåen arbejdes ikke kun på at genoprette levesteder, men også på at implementere en plan for støtteopdræt. Målet er over tid at forøge antallet af individer i Kongeåen fra de nuværende ca. 50 voksne individer til omkring 3000 voksne individer.

Laksen findes i seks vadehavsåer med en voksende bestand. Hav- og flodlampretter findes også i vadehavsvandløbene, men begge arter er truede og kræver beskyttelse.

For at fiskene kan gennemføre deres livscyklus har de bl.a. behov for rent, iltet vand, grus og vegetation.

Ved at inddrage oversvømmede områder ved de nedre dele af Kongeåen skabes optimale forhold for yngel.

Alle de nævnte arter er migrerende fisk, som også påvirkes af sluserne. Derudover lever snæblen sit voksne liv i de kystnære områder i Vadehavet, hvor den har brug for skjule- og fourageringssteder i form af fx ålegræsenge. 

Tidligere bestræbelser på at forbedre forholdene for snæblen, såsom restaurering af Kongeåen og fjernelse af spærringer, har desværre ikke ført til den ønskede succes Der er mange faktorer, der skal med i overvejelserne, for at sikre snæblens livscyklus. Både voksen fisk og yngel er meget sårbare over for en række forskellige faktorer. Snæbelynglen har brug for områder som oversvømmede enge. Yngel er sårbar over for saltvand, og er afhængige af opvækstområder, hvor de kan opholde sig indtil de er store nok til at vandre ud i Vadehavet.

Projektperiode

1. september 2023 – 31. december 2030

Samlede projektomkostninger

Ca. 100 mio. kr.

Projektet får støtte fra: 

EU´s LIFE-program, Esbjerg Kommune, Den Danske Naturfond,
15. Juni Fonden, Den A. P. Møllerske Støttefond, Sydvestjysk
Landboforening, Miljøstyrelsen, Sydjylland og Nationalpark
Vadehavet.

Projektets mål er at forbedre bevaringsstatus for en række fiske- og fuglearter samt insekter og padder. Særligt er der fokus på udpegningsgrundlaget for de Natura 2000-områder, som ligger i tilknytning til projektområdet og de bilag IV-arter som lever i området, så som:

  • Snæbel
  • Laks
  • Hav- og flodlampret
  • Naturtype vandløb med vandplanter (3260)
  • Strandtudse
  • Spidssnudet frø
  • Grøn mosaikguldsmed
  • Brushane
  • Klyde
  • Sorthovedet måge
  • Blåhals
  • Mosehornugle
  • Plettet rørvagtel
  • Fjordterne
  • Pibesvane

Kilde: LIFE Projekt